Lærling - EUD for unge

Erhvervsuddannelse er uddannelse med den hensigt at blive faglært med svendebrev inden for et bestemt område. TUR har fastsat de krav, som er gældende for at blive faglært inden for transportområdet.

Transporterhvervet tilbyder 9 faglige uddannelser med en række specialer inden for transportområdet. Uddannelserne, som samlet tager 3½ år for de fleste specialer, veksler mellem undervisning på skole og praktisk oplæring i en virksomhed. Den retter sig mod alle unge, der har mod på at tage fat. Forudsætningen for at starte er blot, at du nærmer dig 17 år, har et normalt helbred/syn og har lyst til kaste dig ud i 3½ lærerige og udfordrende år.

Med en transportuddannelse får du:

  • en bred faglig uddannelse, som gør det muligt at søge beskæftigelse inden for stort set hele transportbranchen
  • en faglig uddannelse med alle relevante kørekort og alle nødvendige certifikater
  • en uddannelse, så du fagligt, teknisk og teknologisk er klædt godt på til fremtidens transporterhverv

Grundforløb og hovedforløb
Alle transportuddannelserne starter med et grundforløbet.  Grundforløbet varer 1 år for elever, som kommer fra folkeskolens 9. eller 10. klasse og ½ år for ældre unge. Derefter fortsættes på hovedforløbet, hvor det er muligt at uddanne sig inden for disse områder: Lager - Chauffør - Personbefordring - Lufthavn - Redder - Jernbane.

Hovedforløbet varer normalt 2½ år og består af en række obligatoriske og valgfri moduler. De valgfri moduler vælger lærling og virksomhed i fællesskab, sådan at uddannelsen målrettes netop deres behov. Efter 1 år på hovedforløbet er der mulighed for afstigning med delkompetence.

Lærekontrakt
For at gennemføre en transportuddannelse skal der tegnes en uddannelsesaftale (lærekontrakt) med en godkendt virksomhed. Uddannelsesaftalen skal senest være tegnet ved starten af hovedforløbet, hvor det er tid til at gå i praktik.

Vilkår under uddannelsen
Når man har tegnet en lærekontrakt, udbetales der løn under hele uddannelsen (også under skoleopholdene) fra det tidspunkt kontrakten træder i kraft. Som lærling ansættes man efter gældende overenskomst. Når man går på skole i grundforløbet uden lærekontrakt, er man omfattet af SU-reglerne.

Hvad kan man som faglært?
Læs mere om uddannelsen i TURs faktablade.

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag