LUU vil indføre seniorordning på Selandia

24. november 2011

Det lokale uddannelsesudvalg på Selandia-CEU i Slagelse vil indføre en mentorordning, hvor erfarne chauffører fungerer som inspiration og støtte for transport- og logistikeleverne.

En mentorordning, hvor én eller flere erfarne chauffører kommer og hjælper de unge med de praktiske fag, og som samtidig kan tage en snak med eleverne om hvordan det går med skolen og derhjemme, er tanken bag et initiativ, det lokale uddannelsesudvalg vil indføre på grundforløbet for transport og logistik på Selandia.

Idéen kommer fra grundforløbet for mekanikere, hvor skolen har stor succes med to frivillige efterlønnere, der kommer og snakker uformelt med eleverne, mens de hjælper dem med at skrue på bilerne. Det lokale uddannelsesudvalg håber, at en lignende ordning på transport, vil give eleverne en bedre hverdag på skolen og være med til at mindske frafaldet.

Kim Neve, gruppeformand for 3F Køge Bugt og medlem af det lokale uddannelsesudvalg for transport og logistik på Selandia, synes, at ordningen er et rigtigt godt initiativ.

- De har stor glæde af seniorerne på efterløn fra Dansk Metal, som kommer og snakker med auto-eleverne og støtter op om uddannelsen. Vi vil inden for transportområdet forsøge at gøre dem kunsten efter og finde nogle erfarne chauffører, der er gået på efterløn eller pension, og som har lyst og tid til at komme på skolens transporthold og støtte op om eleverne med deres erfaringer og viden, fortæller Kim Neve.

Michael Ørum Henriksen, uddannelseschef for Selandias mekanik- transport- og logistikuddannelser, bakker op om initiativet og fortæller, at de har fået meget ud af ordningen på mekanikernes grundforløb.

- De to seniorer betyder rigtig meget for vores grundforløb. De er behjælpelige i værkstedet og de har en særlig betydning for vores helt unge elever, som her har nogle erfarne mennesker at tale med, og som de kan få gode råd af.  Derudover føler jeg mig overbevist om, at de to seniorer nyder at komme hos os. De gør det jo helt frivilligt og jeg har en klar fornemmelse af, at de gør en forskel for de enkelte elever, siger Michael Ørum Henriksen og fortsætter:

- Det kunne være fantastisk at få samme opbakning på vores transport- og logistikafdeling, selvom elevmassen ofte er lidt anderledes. Typisk er de 3-5 år ældre og har ofte prøvet flere andre indgange, været ude og arbejde, eller har oplevet at være arbejdsløse. Men selvom de typisk er ældre, tror vi, at de ville have stor gavn af den voksenkontakt sådan en ordning tilbyder, afslutter Michael Ørum Henriksen.


- TUR


facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag