TUP-midler til synliggørelse af AMU

30. juni 2013

Ministeriet for Børn og Undervisning tildeler 11 millioner kr. til en række udviklingsprojekter, som skal understøtte en mere systematisk brug af og synliggørelse af styrkerne ved AMU. TUR deltager i et af projekterne.

I alt har Den Tværgående Udviklingspulje (TUP) netop tildelt midler til 7 udviklingsprojekter under to temaer: "Systematisk brug af AMU" og" Synliggørelse af AMUs styrker", og det er i forbindelse med tema 2, at TUR deltager i et udviklingsprojekt under overskriften "Nye veje i arbejdet med synliggørelse af AMU's styrker".

Nye veje i arbejdet med synliggørelse af AMU's styrker
Udgangspunktet for projektet bliver videreudvikling af kursusportalen amukurs.dk, der om et kort øjeblik kan fejre 1 års fødselsdag. Kursusportalen har været en stor succes og bliver dagligt besøgt af mange brugere, der søger et nemt tilgængeligt overblik over AMU-kurser inden for industrien, transport, kommunikation, handel, administration og ledelse.

- Vi er rigtig glade for at være med til at sætte dette projekt i søen. Det vil helt klart være med til at synliggøre AMU som et uddannelsessystem med et bredt udbud af arbejdsmarkedsuddannelser. Projektet vil være med til at brande AMU på en nytænkende og utraditionel måde, fortæller sekretariatschef i TUR Hans Christiansen.

Projektets indsatsområder handler blandt andet om at skabe øget synlighed af AMU på de sociale medier med hjælp fra ambassadører, som vil bestå af både tidligere og nuværende kursister - de skal være med til at skabe øget motivation blandt virksomheder, beskæftigede og ledige i forhold til at benytte AMU. Derudover skal der udvikles en applikation (app) som supplement til amukurs.dk, mens der også skal udvikles en ny funktion med arbejdstitlen "min profil" på amukurs.dk. Formålet er, at deltageren på en let og tilgængelig måde kan finde information om, hvilke kurser han allerede har gennemført samt få et forslag til, hvilke andre kurser, der ud fra den enkeltes uddannelsesprofil, er relevante i forhold til opkvalificering.

Det er efteruddannelsesudvalgene IF, MI, TUR, HAKL og TU og skolerne AMU Nordjylland, AMU Syd, Mercantec og Handelsfagskolen, der i samarbejde skal gennemføre projektet, som startes op den 2. september.

Om årets uddeling af TUP-midler udtaler børne- og undervisningsminister Christine Antorini:

- Det er vigtigt, at vi får motiveret flere til at benytte AMU i forbindelse med deres kompetenceudvikling. Det handler om at udbrede kendskabet til AMU, for eksempel via sociale medier og nye tilbud, der blandt andet er attraktive for ufaglærte, der måske kun mangler få kurser, før de kan blive faglærte. Jeg glæder mig til at følge de nye udviklingsprojekter og for eksempel deres brug af it og nye medier. En kursus-app til smartphones lyder som en rigtig smart idé.

Læs mere om TUP-projekterne hos MBU - klik her.

-TUR

 

 

 

 

 

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag