AMU-revisionen skrider fremad

29. juni 2018

En status på TURs igangværende opgave med at gennemgå det fulde AMU-program inden for transport blev præsenteret for skolerne den 7. juni.

AMU-revisionen -skrider -fremad

Uddannelsesgennemgangen af alle AMU-kurser med henblik på at vurdere samtlige kurser ud fra aktivitet og forventet behov blev præsenteret for AMU-skolerne ved TURs AMU-dialogmøde den 7. juni på TEC i Hvidovre.

Opgaven udspringer af trepartsaftalen, som blandt andet også medfører, at der som udgangspunkt skal indføres afsluttende prøver på alle AMU-kurser.

På mødet med skolerne blev listerne over alle kurser inden for vejgods, lager og personbefordring gennemgået. Udvalgets indstillinger til, hvilke kurser, der skal nedlægges, lægges på arkiv, revideres eller sammenlægges, blev fremlagt. Det blev også gennemgået, hvilke kurser man forventer at opdele i delmål og hvilke kurser man forventer at udvikle prøver til.

- Det er rigtigt vigtigt for os, at I inddrages i dette arbejde. Vi vil meget gerne høre, hvad I mener om udbuddet af kurser og er meget lydhøre over for de idéer, I måtte have, sagde Hans Kjeldgaard Christiansen, sekretariatschef i TUR, til skolerne.

Status på AMU-programmet inden for transport
AMU-kurserne inden for transport er som udgangspunkt præget af en række certifikater og uddannelseskrav, som udspringer fra myndighedskrav, EU-regler og branchestandarder. Derfor vil der på transportområdet være en lang række kurser, som vil forblive i den form de kendes i dag.

- Vi skal kun nedlægge, revidere og sammenlægge i de tilfælde, det er gavnligt for branchen og giver mening, sagde Hans Kjeldgaard Christiansen.

- Det er ikke mange år siden, TUR lavede en gennemgang af kursusprogrammet og derfor vil man ikke komme til at opleve, at kursusudbuddet vil blive væsentligt mindre. Men det skal selvfølgelig skæres til, og kurser, der ikke er efterspørgsel på, dem vil vi lægge på arkiv. På den måde kan skolerne stadig udbyde dem, hvis der skulle opstå et behov, sagde Hans Kjeldgaard Christiansen.

Skolerne kender branchens behov
På næste AMU-dialogmøde med skolerne vil TUR følge op på AMU-gennemgangen.

- Det er en stor branche, TUR repræsenterer. Skolerne er tæt på branchen og kan derfor have nogle vinkler på, hvad der kan være behov for. Vi er i løbende dialog om uddannelsesbehovet, og det gør, at vi står stærkt i forhold til at sikre, at det er de helt rigtige uddannelser, vi kan tilbyde branchen, sagde Hans Kjeldgaard Christiansen.

Næste dialogmøde afholdes den 4. oktober hos AMU Fyn.

- TUR

Læs mere om TURs arbejde med kursusgennemgang af AMU-porteføljen  

facebook twitter