Nul ventelister hos DUC

1. april 2009

Trods stigende travlhed har Dansk UddannelsesCenter A/S ingen ventelister.

Dansk UddannelsesCenter A/S (DUC) har reageret på TURs opfordring til skolerne om at gøre deres yderste for at imødekomme den voksende efterspørgsel på uddannelse i den aktuelle situation.

Meddelelsen fra DUC lyder, at DUC ikke accepterer ventelister, og i stedet vælger at investere i kapacitetsudvidelse. F.eks. har DUC netop købt 11 fabriksnye store køretøjer og 6 lettere brugte. Samtidig har skolen foretaget en væsentlig udvidelse af medarbejderstaben for at kunne opretholde en effektiv servicering af deres kunder.

Adm. direktør Morten Krøyer Mathiesen oplyser, at skolen gør sit yderste for at efterleve kundernes behov for uddannelse:

- Vi lytter til vores kunder og bestræber os på at imødekomme alle deres ønsker. Hvis vi ikke har kompetencerne i huset, sørger vi for at finde dem et andet sted. Det er vigtigt for os, at vores kunder får det bedste, fortæller Morten Mathiesen.

Ifølge Morten Mathiesen er transportbranchen en foranderlig størrelse med tilsvarende behov for efteruddannelse og kompetenceløft.

- Det foranderlige behov er dog mest kendetegnende ved den udvikling, som har fundet sted bare indenfor det sidste år. For blot et år siden var den efterspørgsel, vi oplevede, primært fokuseret på opkvalificering af medarbejdere udenfor normal arbejdstid pga. af manglende arbejdskraft, lovpligtige uddannelseskrav og assistance i forbindelse med rekruttering og uddannelse af nye chauffører. I dag ser efterspørgslen helt anderledes ud, siger Morten Mathiesen.

Ifølge Morten Mathiesen er der i dag større efterspørgsel på opkvalificering på alle tider af døgnet - både dag, aften, nat og weekend. Den stigende efterspørgsel skyldes primært lovpligtige uddannelseskrav, et større behov for assistance i forbindelse med afvikling af ansatte og opkvalificering af medarbejdere inden for samme område eller til andre transportområder. Der er også større efterspørgsel på akut håndtering af uddannelsesbehov og kravet fra branchen er entydig: "ingen ventelister".

TUR tilkendegiver, at DUCs tilgang til opgaverne tydeligvis er "kundedrevet", og at skolen i praksis efterlever princippet om "ingen ventelister". Dette sker blandt andet gennem nyinvesteringer og udvidelser af den samlede kapacitet. Fra 2007/2008 til 2008/2009 har DUC haft en udvidelse fra ca. 13.000 kursister til 20.000 kursister, hvilket må betegnes som en ekstraordinær præstation.


 - TUR

facebook twitter