Mens der på landsplan er meldinger om en voldsom
praktikpladsmangel, er situationen helt anderledes i Kolding. Her
oplever man tværtimod et stigende antal praktikpladser. Det skyldes
en målrettet og effektiv indsats udført af Kolding Tekniske Skole,
HANSENBERG.
De seneste praktikpladstal fra Undervisningsministeriet
viser, at der på landsplan stadig er mange unge, der står i kø til
en praktikplads inden for erhvervsuddannelserne. Ved udgangen af
september 2009 var der 5.407 praktikpladssøgende elever. Det er en
stigning på 2.064 eller 62 % i forhold til samme periode sidste år.
Inden for transport og logistik viser tallene også lange
ventelister. Pr. 30. september var der registreret 151
praktikpladssøgende elever, hvilket er en stigning på 35 % i
forhold til samme periode sidste år.
Brugerservice på HANSENBERG
Men virkeligheden ser helt anderledes ud på Kolding Tekniske Skole,
HANSENBERG, der i 2006 indførte "Brugerservice" - skolens egen
praktikpladsrådgivning. Brugerservice består af 12
praktikpladskonsulenter, der alle er faglærere på skolen, og de har
skabt en solid kontakt til områdets virksomheder. Det skriver
Undervisningsministeriet i et nyhedsbrev.
Som faglærere har konsulenterne et helt særligt fag- og
branchekendskab, der i høj grad kvalificerer deres rådgivning af
elever og virksomheder. Konsulenterne tilbyder bl.a. virksomhederne
hjælp til udarbejdelse af uddannelsesplaner, aktivitetsplaner,
kontraktspørgsmål og oplæringsmetoder. Derudover assisterer
konsulenterne også ved det administrative, som mange små
virksomheder kan have svært ved at overskue.
Der hersker ingen tvivl om, at den målrettede indsats har båret
frugt hos HANSENBERG, hvor virksomhederne gennem Brugerservice er
blevet en fast del af skolens dagligdag. Det har banet vejen frem
for flere praktikpladser.
Læs mere om Brugerservice i Undervisningsministeriets nyhedsbrev -
klik her.
Se den seneste praktikpladsstatistik fra Undervisningsministeriet -
klik her.
- TUR
Transporterhvervets Uddannelser
Vesterbrogade 6 D, 4. sal
1620 København V
E-mail: tur@tur.dk
Telefon: 35 87 87 00
CVR. nr.: 12852940
EAN: 5790002580925