Tallene taler sit tydelige sprog. Den økonomiske
afmatning har medført en markant stigning i antallet af unge, der
venter på en praktikplads. Antallet af praktikpladssøgende elever
på EUD-området er steget med 66 % inden for det sidste år.
Krisen har efterhånden kradset i en længere periode,
hvilket betyder at flere unge søger uddannelse, mens antallet af
indgåede uddannelsesaftaler er dalende. Der er fra regeringens side
gjort en række tiltag, der skal afhjælpe situationen. I sommer
indførte regeringen en praktikpladspakke, der bl.a. indebærer en
bonus på op til 16.000 kr. til virksomheder, der indgår en aftale
om en praktikplads. Derudover er der netop afsat 1 milliard kroner
til 5.000 ekstra praktikpladser i 2010.
Og der er efterspørgsel på de eftertragtede praktikpladser. De
seneste tal fra praktikpladsstatistikken viser nemlig, at antallet
af unge, der søger praktikplads, stadig er stigende. Inden for
transport og logistik er der pr. 31. juli 2009 sket en tilbagegang
på 7 % i antallet af indgåede uddannelsesaftaler i forhold til
sidste år. Det ser dog lysere ud for branchen, end det gjorde ved
årets første måling, hvor der blev registreret et fald på 23
%.
Praktikpladsstatistikken for juli 2009 viser følgende
hovedtendenser:
Indgåede uddannelsesaftaler til dato:
- Inden for transport og logistik er der i 2009 til og med ultimo juli indgået 730 uddannelsesaftaler. Det en tilbagegang på 7 % i forhold til juli 2008
- Inden for hele EUD-området er dette fald registreret til 27
%.
Bygge og anlæg har oplevet den største procentvise tilbagegang i antallet af indgåede uddannelsesaftaler på 43 %.
Igangværende uddannelsesaftaler:
- Inden for transport og logistik var der registreret 1.729 igangværende uddannelses-aftaler ved udgangen af juli måned. Det er et fald på 111 uddannelses-aftaler eller 6 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.
- På EUD-området var der 59.506 igangværende uddannelsesaftaler opgjort ultimo juli. Det er et fald på 4.984 aftaler eller 8 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Praktikpladssøgende:
- På transport- og logistikområdet var der 234 praktikpladssøgende elever registreret pr. 31. juli 2009. Det er en stigning på 141 % i forhold til samme periode sidste år.
- På hele EUD-området var der 6.198 praktikpladssøgende elever pr. ultimo juli 2009. Det er en stigning på 2.465 eller 66 % i forhold til samme periode sidste år.
Skolepraktikelever:
- Inden for transport og logistik var der ved udgangen af juli 2009 85 elever i skolepraktik. Det er en stigning på 62 elever eller 270 % på et år.
- Der var 2.332 elever i skolepraktik ultimo juli 2009 på hele EUD-området. Det er en stigning på 832 elever eller 55 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Læs mere og se hele statistikken på Undervisningsministeriets hjemmeside - klik her -
- TUR
