Årets transportbegivenhed på lørdag på EUC Lillebælt

17. marts 2009

På lørdag står EUC Lillebælt i konkurrencens tegn. Her vil Danmarks dygtigste transportlærlinge konkurrere om en plads på skamlen samtidig med, at der vil være oplevelser og sjove konkurrencer for hele familien.

Det er 11. år i træk, at TUR afholder DM for transportlærlinge. Det er her, man vil kunne opleve den dybe professionalisme, der kendetegner landets dygtigste transportlærlinge - resultatet af god skoleuddannelse og praktisk erfaring erhvervet gennem praktik i virksomhederne.

Oplev en Williams Formel 1 racer og Danmarks dygtigste lastbildekoratør
Udover at følge transportlærlingene i de krævende discipliner, vil der også være oplevelser og aktiviter for publikum. Bl.a. udstiller Bridgestone den Williams Formel 1, der sidste år blev kørt af Nico Rosberg og Kazuki Nakajima, mens en af Danmarks dygtigste lastbilsdekoratører, Henrik Guldager, fremviser sin Jak Black kreation. 

Kør med lastbil i et snedækket bjergpas
De, der aldrig har prøvet at køre lastbil, har nu chancen for at prøve en virkelighedstro lastbilssimulator, der er bygget op som et rigtigt Volvo-førerhus. Til daglig bruges simulatoren til at uddanne chauffører i trafiksikkerhed og miljørigtig kørsel, men ved DM i Fredericia har alle mulighed for at komme ud og "køre" i et snedækket landskab eller i en trafikeret byzone.

Prøv nye Volvo-lastbiler og vidn præmier i hjulskiftskonkurrence
For de professionelle chauffører vil der også være mulighed for at komme ud og prøvekøre en karavane af nye Volvo-lastbiler. Derudover vil alle kunne stille op i en hjulskiftskonkurrence, hvor det gælder om at være hurtigst til at skifte dæk på en trækker. Der er præmier til alle vindere.

Sikker i trafikken og testkørsel for børn
For de mindre i familien vil der blive afholdt "trafiksikkerhed i øjenhøjde", hvor børn kan lære, hvordan de passer på sig selv i trafikken. Alle de deltagende børn vil få udleveret en trafiksikkerhedsvest og et diplom, når de har gennemført øvelserne. Der vil også være en konkurrence for børn i testkørsel af en radiostyret modellastbil af typen FH 16 Volvo med sættevogn, som også er præmien til den, der gennemfører banen på kortest tid.  Konkurrencen vil være delt op i forskellige aldersgrupper, så alle børn har en chance for at vinde den flotte radiostyrede lastbil.

Alle er velkomne
Alle er velkomne til at komme og følge de unge transportlærlinge og deltage i de mange aktiviteter på EUC Lillebælt på lørdag den 21. marts. Hele arrangementet starter kl. 10.00, hvor Regionsformand Karl Holst og borgmester Uffe Steiner byder velkommen.

 

- TUR

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag