Danske turistbuschauffører er veluddannede

17. februar 2010

Som reaktion på den tragiske busulykke i Tyskland har der været mange spekulationer om årsagen til ulykken. Hos TUR forholder man sig ikke til skyldsspørgsmålet men ønsker at understrege, at de danske turistbuschauffører generelt er veluddannede.

Under overskriften "Brancheråd: Misforståelse om fart er vrøvl" oplyste DR Nyheder i går den 16. februar, at busselskabet bag den bus, der i sidste uge kørte galt i Tyskland og kostede tre danskere livet, bruger påstanden om misforståelsen af de gældende fartregler som en dårlig undskyldning.

Hos Transporterhvervets Uddannelsesråd (TUR) forholder man sig ikke til skyldsspørgsmålet i forhold til den konkrete og tragiske busulykke i Tyskland. "Lad nu det tyske politi gøre deres arbejde med at afdække det konkrete hændelsesforløb og placere ansvaret for ulykken," siger sekretariatschef Hans Christiansen fra TUR.

Derimod er der ingen tvivl om, at chaufførerne modtager undervisning i dag, som klart sikrer, at de har et grundigt kendskab til gældende bestemmelser for fart, herunder tempo 100-reglen i Tyskland. Dette sker under den grundlæggende kvalifikationsuddannelse for chauffører, gennem efteruddannelse og på uddannelsen "Turistbuskørsel i Europa". Endvidere er spørgsmålet om chaufførens ansvar og de gældende regler for personbefordring grundigt beskrevet i de lærebøger, som anvendes på uddannelserne. Læs mere hos TUR Forlag via dette link.

Dette fremgår også af det interview, der d.d. blev vist i TV Avisen, hvor Hans Christiansen udelukkende udtaler sig om uddannelsessystemets opgaver i forhold til uddannelse af turistbuschauffører. Se indslaget - klik her.

"Det er vigtigt for os at fastslå, at der på uddannelserne for chauffører altid bliver undervist i chaufførens og vognmandens ansvar i forhold til kendskab til regler og de tilladelser, som er knyttet til det pågældende køretøj. Det er TURs opfattelse, at de danske turistbuschauffører generelt er veluddannede og ansvarlige. Vi oplever et stort engagement hos de kursister, som frekventerer de nævnte transportuddannelserne", afslutter Hans Christiansen.

-TUR

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag