Flyttemænd på efteruddannelse

10. juni 2010

Den obligatoriske efteruddannelse for chauffører kører på højtryk hos mange AMU udbydere landet rundt. Her undervises bl.a. i køreteknik og køre- hviletid, som er en del af det obligatoriske indhold. Efteruddannelsen byder også på valgfri kurser, som kan tilpasses branchens behov.

Alle nuværende og kommende erhvervschauffører skal gennemføre efteruddannelse 5 dage hvert 5. år. 3 dage skal bruges på de obligatoriske fag, mens der på de sidste 2 dage kan vælges imellem en række forskellige kurser - f.eks. avanceret køreteknik, kontrolapparater og køre- /hviletid og kørsel med specielle busser.

Mange af disse kurser kan være relevante for flere typer chauffører. Men det er også muligt at benytte de 2 valgfrie dage til at tage et mere målrettet kursus, hvor indholdet er tilpasset en særlig branche. I uge 20 gennemførte TUC.DK f.eks. det første efteruddannelseskursus for 11 flyttemænd

På besøg hos Brdr. Jensen Møbeltransport A/S
TUC.DK er den eneste transportskole i landet, som udbyder kurset "40711 - EU-efteruddannelse for flyttechauffører". Kurset er udviklet af Transporterhvervets UddannelsesRåd (TUR) og består af en 5-dages pakke. TUC.DK har tilrettelagt kurset så de første tre dage foregår i eget hus med fokus på det obligatoriske indhold af efteruddannelsen - her bliver der f.eks. undervist i regler for arbejdstid, færdselsregler, køre- og hviletid samt energirigtig kørsel. De sidste to dage, der består af den valgfrie del af efteruddannelsen, er derefter mere målrettet flyttebranchen med undervisning i flytterelaterede emner. Ved TUC.DK's første flytte-kursus foregik den del i autentiske rammer hos flyttefirmaet Brdr. Jensen Møbeltransport A/S i Rødovre.

Her blev de 11 deltagere bl.a. undervist i tunge løft (flytning af tungt bohave) og håndtering af flyttetekniske hjælpemidler af Anette Jensen, der er direktør hos Brdr. Jensen Møbeltransport A/S. Til daglig er det også hende, der står for al intern uddannelse af medarbejderne hos det 52-årige familieforetagende. Hun er ikke i tvivl om, at efteruddannelse er meget vigtig: "Man kan sagtens lære efter mange år i branchen. Der sker hele tiden noget nyt, og der udvikles jævnligt nye redskaber, som man skal lære at bruge rigtigt. Vi har derfor meget fokus på uddannelse hos os, og vi var naturligvis interesserede i at samarbejde med TUC.DK om det her," fortæller hun.

Forum for erfaringsudveksling
En stor del af de chauffører, der skal på efteruddannelse, er ikke blevet undervist i rigtig mange år. Derudover har de flere års erfaring i faget og føler måske ikke det store behov for at skulle tilbage på skolebænken. Det kan være lidt af en opgave at gøre undervisningen relevant for de chauffører, og Anette Jensen gør derfor meget ud af, at de ikke bare skal sidde på en stol og lytte. Hun forsøger derimod at skabe et forum, hvor chaufførerne kan udveksle erfaringer fra deres forskellige virksomheder."Chaufførerne lærer rigtig meget af hinanden og ikke kun af mig," fortæller Anette Jensen fra Brdr. Jensen Møbeltransport A/S.

En af de chauffører, der var med på kurset og netop har rigtig mange års erfaring med sig, er Ole Nielsen. Han har arbejdet som flyttemand i 20 år og ved derfor godt, hvordan han skal udføre sit arbejde. Men han synes alligevel, at en uges efteruddannelse var noget værd for ham. Og det til trods for, at han var lidt skeptisk, inden kurset startede."Det var godt at få genopfrisket Færdselsloven og køre- /hviletidsreglerne. Og så var det rigtig godt, at kurset var tilpasset flytteområdet. Det gjorde det mere relevant", fortæller Ole Nielsen, der til daglig arbejder hos Flytte- og Vognmandsforretningen John Hansen A/S på Amager. 
Virksomheder og medarbejdere kan få indflydelse på indholdet af de 2 valgfri dage ved at kontakte den skole, der udbyder uddannelserne.

På uddannelsesportalen www.ug.dk kan man få mere information om skoler og udbud. 

Ud over efteruddannelsen for flyttemænd findes der brancherettede efteruddannelseskurser for:

  • autohjælpschauffører
  • dyretransportchauffører
  • godschauffører
  • renovationschauffører
  • sværgodschauffører
  • tanktransportchauffører
  • ambulancereddere

Læs mere om kurserne på Trafikstyrelsens hjemmeside. Her findes også en oversigt over samtlige kurser inden for den obligatoriske efteruddannelse for chauffører. 

-TUR

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag