Julehilsen fra TUR

23. december 2011

TUR ønsker alle samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår med et tilbageblik på året der gik.

Transportbranchen har i det sidste år været påvirket af de økonomiske konjunkturer på nationalt og internationalt niveau. Dette har naturligvis også påvirket det uddannelsespolitiske landkort, som i perioden har oplevet store ændringer i forhold til uddannelseskapacitet, udbud, adgang til uddannelse og rammer for gennemførelse af uddannelse i det offentligt finansierede system.

Inden for AMU-området er aktiviteten på transportuddannelserne faldet med 33 % i løbet af de første seks måneder af 2011 sammenlignet med samme periode sidste år. Dette er en markant nedgang, som forventes at blive påvirket i en positiv retning i det nye år, når ophævelsen af prisloftet på selvvalgt uddannelse pr. 1. april 2012 fjernes.

I modsætning til AMU-nedgangen, har der tegnet sig en iøjefaldende positiv udvikling i antallet af indgåede uddannelsesaftaler på EUD-området. I de seneste tre måneder er der indgået cirka 735 uddannelsesaftaler på transportområdet. Det er en stigning på 30 procent i forhold til samme periode i 2010.

Året i TUR
TUR ser tilbage på et år, som har været præget af mange initiativer. Således blev der på TURs årlige strategikonference, foretaget en status på den fastlagte uddannelsespolitiske strategi for 2011-2012, som viste, at en lang række af TURs indsatsområder allerede nu er opfyldt, og andre godt på vej til implementering.

I 2011 iværksatte TUR en kampagne for de lokale uddannelsesudvalg. Dette har omfattet en styrkelse af registreringen af medlemmer, en bedre information mellem TUR og LUU, samt udarbejdelse af materialer for medlemmer af LUU. Det lokale uddannelsesudvalg har nu deres eget fremhævede rum på TURs hjemmeside.

TUR vil endvidere rose skolerne for den fortsatte og helhjertede opbakning bag TURs faglæreruddannelsesprogram, der som bekendt hvert år planlægges i nært samarbejde med skolerne. Skolernes opbakning viser, at kvalitet i undervisningen tages alvorligt på skolerne, og TUR har derfor lanceret et kursusprogram for 2012 med en lang række forbedringer, således at det fortsat er attraktivt for faglærere og skoler at mødes i disse fora.

Det kommende år vil naturligvis byde på nye, men også spændende udfordringer. TUR forventer at lancere nye uddannelser inden for transportdisponering/optimering og fokusere på udvikling af undervisningsmaterialer, bøger, interaktive programmer og pc-spil. Ligeledes iværksættes en række kvalitetssikringsinitiativer i forhold til TUR multitest og TUR vil fortsætte med at arbejde målrettet for oprettelsen af nye praktikpladser i kommende år.

TUR ønsker alle samarbejdspartnere; nationale og internationale organisationer, skoler, virksomheder, myndigheder, forretningsforbindelser og uddannelsesfolk med tilknytning til transportbranchen, en rigtig god jul og et godt nytår.


- På vegne af alle i TUR

Hans Kjeldgaard Christiansen, sekretariatschef i TUR



 

facebook twitter