Markant nedgang i antallet af AMU kursister

10. juni 2011

De voldsomme besparelser, som blev indført på AMU området med Finanslov 2011, kan i høj grad mærkes på landets AMU centre. Det viser bl.a. en rundspørge udført af AMU Nordjylland.

Det er blevet dyrt at tage 6 ugers selvvalgt uddannelse inden for transportområdet - så dyrt at mange AMU centre nu kan konstatere et voldsomt fald i aktiviteten. Med finansloven for 2011 blev der nemlig indført et loft på, hvad 6 ugers selvvalgt uddannelse må koste. Prisloftet lægger på 3.500 kr. om ugen på alle uddannelser under selvvalgt uddannelse. Mange af de populære transportuddannelser er dyrere, og det har sat en stopper for de ledige, der ellers tidligere har søgt ind i transportbranchen, netop via omskoling gennem de 6 ugers selvvalgt uddannelse. Det mærker man i høj grad på AMU centrene landet over.

Et fald på 95 % inden for 6 ugers selvvalgt undervisning
Hos AMU Nordjylland har man kontaktet 3 andre AMU centre med henblik på at undersøge deres aktivitet inden for de 6 ugers selvvalgt uddannelse - det drejer sig om AMU Fyn, AMU Vest og AMU Syd, og resultatet af undersøgelsen taler sit tydelige sprog. I 1. kvartal i 2010 tog man på de 4 AMU centre i alt i mod 3393 deltagere på 6 ugers selvvalgt uddannelse inden for de 4 områder. En måling på 1. kvartal i 2011 viser et samlet antal deltagere på 150 stk. Det udgør et samlet fald på 95 %. Download AMU Nordjyllands oversigt her.

Nedgang over hele linjen
Det er ikke kun hos de 4 nævnte AMU centre, at antallet af kursister er så voldsomt dalende. Hos 3F henviser man til tal fra Undervisningsministeriet, der viser et samlet fald på 28 % i antallet af årselever på AMU i løbet af de første 3 måneder af 2011 sammenlignet med 1. kvartal 2010. Læs artiklen "AMU-mareridt truer skoler" via 3Fs nyhedsbrev. 

Den faldende aktivitet kommer ikke bag på mange. Allerede med de første udmeldinger om besparelser på Finanslov 2011 kunne de fleste AMU centre forudsige markante konsekvenser for aktiviteten. Forudsigelser der nu viser sig at holde stik. TUR følger nøje udviklingen - læs bl.a. denne nyhed fra årets første AMU dialogmøde: Dialogmøde: 2011 bliver et hårdt år for AMU.


-TUR







facebook twitter