Nyt system testes til lageruddannelserne

3. november 2011

Navision, som har været skolernes foretrukne lagerstyringsprogram, vil fra 1. januar ikke længere blive supporteret af Microsoft, og det overvejes nu, om der skal skiftes til et helt nyt system.

Langt de fleste skoler, der udbyder TURs lageruddannelser inden for AMU og EUD, anvender Navision Attain i undervisningen. Gennem et konsortium, som skolerne dannede for ca. 10 år siden, har skolerne haft et samlet indkøb af Navision Attain programmet og tilhørende hardware (håndterminaler mv.). Konsortiet har ligeledes stået for kontakten til leverandøren af systemet - Lyngsoe Systems - i forbindelse med opdateringer vedligehold mv.

Siden marts 2010 har der været drøftelser mellem konsortiets forretningsudvalg og Lyngsoe Systems, da programmet i den nuværende version ikke supporteres af Microsoft efter 1. januar 2012. I forbindelse med forhandlingerne med Lyngsoe Systems har et nyt decideret lagerstyringsprogram (Cattelae) været afprøvet af en gruppe erfarne faglærere.

Cattelae er et såkaldt WMS system - Warehouse Management System - der kan integreres med andre it-styresystemer, som f.eks. Navision. Umiddelbart er vurderingen, at Cattelae giver mulighed for at arbejde med mere komplekse rent lagerfaglige emner, men giver ikke alene mulighed for at vise sammenhængen til de administrative systemer i en virksomhed f.eks. i forhold til debitorstyring, indkøb mv.

I forhold til AMU uddannelserne vurderes Cattelae at være en udmærket løsning, men i forhold til EUD, findes det nødvendigt at skulle supplere Cattelae med et andet system.

Lige nu overvejer konsortiets forretningsudvalg derfor, om der enten skal ske en opgradering af Navision Attain, eller om man i stedet skal købe Cattelae og supplere med gratisversionen af Navision, der kan hentes som såkaldt "freeware".


- TUR








 

facebook twitter