Nyt transportspil skal tiltrække unge, styrke uddannelse
og forbedre branchens image.
Transportsektorens Uddannelsesfond, TSU, har netop bevilliget
midler til udvikling af et transportspil, som skal kunne bruges i
folkeskolens afgangsklasser, på transportskolerne samt til intern
uddannelse i virksomhederne. Spillet bliver frit tilgængeligt på
Internettet og vil kunne spilles på de nyeste medier, såsom
tablets.
TSU har lagt stor vægt på at finde et medie, som tiltrækker de
unge, og har derfor valgt at satse på at udvikle et spil til
Internettet. De fleste unge har ingen anelse om, hvad transport er
og hvordan man arbejder inden for vejgodstransport. Derfor søger
TSU, som repræsenterer både ATL og 3F, nye veje.
Grundtanken med spillet er at vise, at transport er et spændende
område, som kræver færdigheder at begå sig i. Jo dygtigere man er,
jo flere spændende transportopgaver får man - og jo større chance
har man for at vinde spillet over de andre spillere.
På de indledende niveauer drejer det sig om at få en sjov og
spændende oplevelse, hvor der samtidig er tale om et læringsspil.
På de mere avancerede niveauer vil det typisk være grupper, der
spiller mod hinanden. Her vil der være flere og mere komplicerede
opgaver, hvor spillerne i fællesskab skal træffe de rigtige
beslutninger.
TSU har lagt opgaven hos TUR Forlag, som samarbejder med Serious
Games Interactive om udviklingen. Det nye spil forventes på nettet
i begyndelsen af 2013.
- TUR
Transporterhvervets Uddannelser
Vesterbrogade 6 D, 4. sal
1620 København V
E-mail: tur@tur.dk
Telefon: 35 87 87 00
CVR. nr.: 12852940
EAN: 5790002580925