Seniorkonsulent i TUR fejrer 60 år

26. oktober 2011

Preben Mandrup, seniorkonsulent i TUR, kan se tilbage på mange spændende år med udvikling af uddannelser, når hans 60 års dag markeres ved en reception i TUR fredag den 28. oktober.

Preben Mandrup er ansat på tiende år som uddannelseskonsulent i TUR, hvor han primært har ansvar for personbefordringsuddannelserne og for transportuddannelsernes online testsystem, Multitest, som Preben har været primus motor for at udvikle og udbrede helt fra systemets spæde start. 

Preben Mandrup har oprindelig en baggrund som elektronikmekaniker fra Brüel & Kjær og blev sidenhen uddannet lærer, hvilket førte til en ansættelse som konsulent i AMU direktoratet og senere som forstander på en efterskole.  Siden '95 og frem til dags dato, har Preben Mandrup været ansat i TUR med en "afstikker" til Danmarks Fiskeriforening i årene 1997-2004. 

Preben Mandrups arbejde har altid været karakteriseret ved en stor grundighed og viden om de områder han beskæftiger sig med.

De, der kender Preben, kender også hans store lidenskab for sin båd i Sydhavnen, hvor man oftest finder ham i sin fritid i gang med at renovere og forbedre båden "Anna the Brave". Målet er at sejle rundt på Europas floder og kanaler sammen med hustruen Lise om nogle år.

TUR ønsker Preben Mandrup et stort tillykke med den store dag og ser frem til et fortsat godt samarbejde i de kommende år.


- TUR



 

facebook twitter