TUR indleder samarbejde med universitet

29. november 2012

TUR har indledt et samarbejde med Aalborg Universitet og AMU Nordjylland om udvikling af faglæreruddannelse og undervisningsmaterialer inden for lager og logistik.

TUR har i efteråret 2012 indledt et samarbejde med AMU Nordjylland og Center for Logistik (CELOG) ved Aalborg Universitet om udvikling af efteruddannelse for faglærere og undervisningsmateriale til brug for nye AMU-uddannelsesmål inden for lager og logistik.

Det er faglærer Per Jørgensen fra AMU Nordjylland og lektor Kenn Steger-Jensen fra Aalborg Universitet, der konkret skal samarbejde om udvikling af efteruddannelsen og materialerne. Begge er meget erfarne undervisere inden for hver sin del af uddannelsessystemet.

Uddannelseskonsulent i TUR Leif Michael Larsen fortæller:

- Det er med stor glæde, at TUR har mulighed for at etablere samarbejdet mellem AMU Nordjylland og Aalborg Universitet. Normalt er de forskellige dele af uddannelsessystemerne ret skarpt adskilte, og det er et kendt problem, at det er meget vanskeligt at formidle den viden ud i resten af uddannelsessystemet, som dannes i forbindelse med den forskning, der finder sted på universiteterne. Derfor ser vi meget frem til at se, hvordan dette projekt kan give både ny viden og inspiration til efteruddannelse af faglærere og til udformning og indhold af nye undervisningsmaterialer.

TUR har tidligere haft glæde af et samarbejde mellem AMU Nordjylland og Aalborg Universitet i forbindelse med et projekt om udvikling og gennemførelse af efteruddannelsesprogrammer for medarbejdere i forskellige virksomheder. AMU Nordjylland stod dengang i spidsen for projektet, som havde titlen "Logsys" og som var støttet af Vækstfonden og Den Europæiske Vækstfond. Projektet resulterede blandt andet i udvikling og gennemførelse af uddannelse for forskellige medarbejdergrupper i forskellige typer virksomheder, hvor både undervisere og studerende fra Aalborg Universitet, samt faglærere fra AMU Nordjylland, bidrog

- TUR

 

 

 

 

 

 

facebook twitter