Samlet indgang til materialer og lydbøger for ordblinde og synshandicappede

7. august 2013

Ordblinde og synshandicappede får nem adgang til 50.000 tekster via netbiblioteket e17.dk.

Tidligere har især ordblinde skulle henvende sig flere forskellige steder for at få adgang til bøger og andre tekster i et tilgængeligt format. Her skulle de igennem forskellige procedurer og systemer for at komme til at læse de bøger og tekster, som de skal bruge i studie-, erhvervs- eller fritidssammenhæng.

Fremover skal ordblinde og synshandicappede kun henvende sig ét sted for at modtage tilgængelige tekster. Dette gælder uanset, om de er under uddannelse, i arbejde eller blot ønsker at læse en tekst i deres fritid. Alle brugerne kan anvende Notas netbibliotek http://www.e17.dk/og søge efter den litteratur, de ønsker.

Nota, som er en statsinstitution under Kulturministeriet, har indgået en aftale med Ministeriet for Børn og Undervisning om, at Nota fra 1. august 2013 varetager produktion og levering af særligt tilrettelagt undervisningsmateriale til elever og studerende på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

Aftalen betyder, at Nota får adgang til en stor materialebase af tidligere producerede bøger og tekster til disse uddannelser. Nota skal give vejledning og rådgivning om, hvilke brugerformater der er velegnede i forhold den enkelte brugers funktionsnedsættelse og den type studiemateriale, der skal læses.

Læs mere i pressemeddelelsen fra MBU - klik her.

-TUR

 

 

 

 

 

 

 

facebook twitter