Årets gulddrenge

26. maj 2014

DM for transportlærlinge 2014 blev i lørdags gennemført med stor succes, godt vejr og imponerende bedrifter.

Vinderne 2014

I alt deltog 64 dygtige chauffør- og lagerlærlinge til DM for transportlærlinge lørdag den 24. maj hos EUC Syd i Aabenraa. I løbet af dagen kunne tilskuerne nyde mange flotte præstationer, og ved dagens afslutning blev flere dygtige lærlinge hyldet på sejrsskamlen.

Det var blandt andet Bjørn Nordskov fra Tvis Vognmandsforretning, der snuppede guldet som chaufførlærling. Og Bjørn har det ikke fra fremmede, han er nemlig i lære hos sin far og begge hans to ældre brødre har også tidligere deltaget ved DM. Men at der er diesel i blodet, får ikke den jyske vognmandssøn til at indrømme, at han havde forventninger om pokaler, da han meldte sig til DM:

- Min plan var slet ikke at vinde. Jeg tænkte bare, at det kunne være sjovt at prøve at være med. Og det var jo en super hyggelig og lærerig dag, fortæller Bjørn, der får svendebrevet i hus hos UC Holstebro og kan kalde sig faglært chauffør til efteråret. Bjørn blev efterfølgende fejret med maner, da hans far inviterede hele holdet til middag på vejen hjem.

På lagerområdet gik det eftertragtede guld til Søren Kragh Christensen, der er i lære hos JKF Industri A/S. Heller ikke Søren havde gjort sig store forhåbninger om at snuppe en af de store pokaler, da han blev overtalt af sin lærer på AMU Nordjylland til at deltage.

- Først sagde jeg faktisk nej. Der kom jo noget fodbold i vejen. Men min lærer gav ikke op, og jeg blev overtalt, og det er jeg super glad for nu. Det var en fed dag, og det var virkelig spændende at prøve, fortæller Søren, der også oplevede rigtig flot opbakning fra sin chef, der var med for at heppe.

Samlet resulatet for DM for lagerlærlinge 2014

1. Søren Kragh Christensen, JKF Industri A/S, AMU Nordjylland
2. Morten Mølgaard, Vivolet A/S, AMU Nordjylland
3. Stefan Krogager Christoffersen, Dal-Bo A/S, EUC Lillebælt

Samlet resultat for DM for chaufførlærlinge 2014

1. Bjørn Nordskov, Tvis Vognmandsforretning A/S, UC Holstebro
2. Henrik Søndergaard, Poul Schou A/S, UC Holstebro
2. Niclas Holm, Give Sværgods Transport A/S, EUC Lillebælt
3. Casper Nyholm Clausen, Brdr. Rasmussen Stenstrup A/S, EUC Lillebælt

Se alle disciplinvinderne – klik her.

Se en masse flotte billeder fra dagen på InstaGram på #dmtransportlærlinge eller klik her.

Se en film fra dagen, som ITD står bag - klik her.

DM arrangeres af TUR i tæt samarbejde med skolerne og sponsorer: Volvo Group Trucks Danmark A/S, Danske Fragtmænd A/S, 3F, ATL, DI, DTL, ITD, TSU, GUU, Constructor Danmark A/S, Lastbilmagasinet, Projob.

-TUR

 

facebook twitter