Hop en tur i simulatoren

16. september 2014

Hvor stor er belastningen, hvis man hopper ned fra lastbilens førerhus eller læssebagsmækken? Det kan en online ’hoppesimulator’ hjælpe dig med at beregne. 

hoppsimulator

Hvis en mand på rundt regnet 80 kg hopper ned fra det øverste trin i førerhuset, bliver belastningen på i alt 7,2 gange hans egen vægt – det vil sige en nedslagskraft på i alt 576 kg. Hvis han derimod vælger at gå korrekt ned, ender belastningen kun på 1,4 gange hans vægt – eller omregnet til en nedslagskraft på i alt 112 kg. Det illustrer en ny hoppesimulator, som er frit tilgængelig på den svenske hjemmeside arbetasakert.dk. Her kan man på ingen tid beregne, hvilke kræfter der opstår alt afhængig af, om man hopper fra førerhuset eller læssebagsmækken - hvor fra man også kan vælge en række forskellige udgangspositioner. For direkte link til hoppesimulatoren – klik her.

Erfaringsudveksling hos TYA
Hoppesimulatoren er blot et af de svenske initiativer, som TUR for nyligt blev præsenteret for hos TYA i Stockholm. TYA er TURs svenske pendant og hvert år mødes repræsentanter fra de to sekretariater for at udveksle erfaringer. TUR blev udover hoppesimulatoren præsenteret for TYAs APL-projekt, der omhandler lærlingeuddannelsen i Sverige. Her har man gjort en ekstra indsats og udviklet et 6 dages kursus til oplæringsansvarlige i virksomhederne, udarbejdet en ny logbog og flere håndbøger med gode tips og tricks i forhold til, hvordan man bedst muligt griber lærlingeuddannelsen an.

Derudover står TYA bag flere rekrutteringsindsatser. Herunder har man eksempelvis fået udarbejdet en informationspjece på i alt syv sprog, der omhandler transportuddannelserne og som skal bidrage til at skabe en bredere interesse for faget. Derudover udvikler TYA hjemmesiden bliyrkesförare.nu, der er målrettet unge og blandt andet består af en lang række film om transportbranchen og dens mange udfordringer og muligheder. 

Kvinder i branchen
I Sverige oplever man i øjeblikket en fremgang i antallet af kvinder, der ønsker at arbejde inden for transportbranchen – i alt udgjorde kvinderne 12 procent af alle nyansatte lastbilchauffører fra maj 2013 til april 2014. Denne udvikling ønsker man hos TYA at være med til at fastholde og har derfor igangsat en undersøgelse med henblik på at kortlægge kvinders vilkår i branchen. TYA deltager desuden også i Volvos årlige ’pige-dag’, hvor kvinder bliver inviteret til blandt andet at prøve en tur i en lastbil og møde andre kvinder, der finder transportbranchen interessant.

Læs mere om TYA på hjemmesiden tya.se

-TUR

 

 

 

 

facebook twitter