Så skal der kæmpes om pokalerne!

25. april 2014

EUC Syd i Aabenraa lægger hus til, når DM for transportlærlinge 2014 løber af stablen i slutningen af maj.

Vindere af DM for transportlærlinge 2013

Rundt regnet 60 chauffør- og lagerlærlinge fra hele landet er blevet udtaget til at deltage i årets store begivenhed inden for transportområdet: DM for transportlærlinge. Det foregår lørdag den 24. maj hos EUC Syd i Aabenraa fra kl. 10.00-16.00.

Mon jeg er en af de bedste i Danmark?
Kasper Abrahamsen er en af de lærlinge, der går og glæder sig til at få testet sine faglige kompetencer. Og han ser meget frem til den store dag, hvor målet er at få en af de store pokaler med hjem.

- Jeg deltager i DM for transportlærlinge for at se, om jeg er en af de bedste i Danmark til det, jeg laver, og jeg håber meget på, at jeg tager en af pladserne på præmieskamlen, fortæller Kasper Abrahamsen.

Kasper tager sin uddannelse hos EUC Lillebælt og har læreplads hos Universal Transport i Vejle - en arbejdsplads, som Kasper er rigtig glad for. Her møder han nemlig stor opbakning både til hverdag og også til DM, hvor flere kollegaer drager med sydpå for at heppe på Kasper.

DM for transportlærlinge arrangeres af TUR i samarbejde med landets transportskoler og en lang række sponsorer- blandt andet Volvo Trucks Denmark. Her er markedskommunikationschef Helle Hessel ikke i tvivl om, hvorfor Volvo Trucks Denmark i mange år har valgt at støtte op om mesterskaberne:

- Volvo Trucks Danmark støtter op om TURs DM for transportlærlinge, da det er med til at sikre en fortsat udvikling af kompetencerne og engagementet i branchen. Og hvert år imponeres vi af de ambitiøse lærlinge, der virkelig kæmper for at få en plads på sejrskamlen. De er virkelig dygtige, konstaterer Helle Hessel. 

Ud over Volvo Trucks Danmark sponsoreres mesterskaberne yderligere af Danske Fragtmænd, 3F, DI, TSU, ITD, ATL, DTL, Lastbilmagasinet, Projob og Constructor.

Om mesterskaberne
Lærlingene udfordres på blandt andet præcision og tid, når de skal gennemføre 5 discipliner, der alle indeholder en række normale arbejdsfunktioner fra lager- og chaufførbranchen.

Discipliner i DM for lagerlærlinge:

  • Teoriprøve i TUR systemet Multitest, som lærlingene kender fra skolen
  • Klargøring af palle samt stuvning af paller i container ved hjælp af løftevogn
  • Varesalg med plukning vha. stabler og klargøring på palle til transport
  • Gaffeltruckkørsel med vandtønde samt præcisionsstabling af paller
  • Manøvrering af langgods med gaffeltruck samt læsning på trailer

Discipliner i DM for chaufførlærlinge:

  • Teoriprøve i TUR systemet Multitest, som lærlingene kender fra skolen
  • Præcisionskørsel med forvogn og forvogn/hænger
  • Præcisionskørsel med trækker og trækker/trailer
  • Lastfordeling på trailer med brug af gaffeltruck og efterfølgende lastsikring
  • Kranarbejde med lastbilmonteret kran, kategori D

Følg DM for transportlærlinge på Facebook og Instagram!
Kig forbi mesterskabernes Facebookside: https://www.facebook.com/DMfortransportlaerlinge Her er det muligt at følge lærlingene i deres forberedelser, se billeder fra dagen og vinde flotte præmier. Det samme gælder på Instagram, hvor man også kan få et indblik i begivenhedernes gang før, under og efter DM. Besøg #DMtransportlærlinge.

Kom og se hvad det kræver af de dygtige chaufførlærlinge og lagerlærlinge at vinde DM 2014. Det foregår hos EUC Syd i Aabenraa lørdag den24. maj på Lundsbjerg Industrivej 50 fra kl. 10.00 - 16.00. Der er gratis indgang for alle.

-TUR

 

 

 

 

 

 

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag