TUR søger kommunikationsmedarbejder

3. oktober 2014

TUR har brug for flere kommunikationskræfter og søger derfor en ny medarbejder.

Wlcome_web

Har du lyst til at arbejde med en bred vifte af kommunikationsopgaver? Har du en skarp pen, og har du lyst til at være med til at løfte og udvikle TURs kommunikationsarbejde? Så er du allerede et rigtig godt bud på vores nye kollega, som vi ønsker at ansætte på en 1-årig kontrakt med mulighed for forlængelse.

Om stillingen
Som kommunikationsmedarbejder hos TUR kommer du blandt andet til at arbejde med produktion af artikler, pressemeddelelser og et ugentligt nyhedsbrev. Vi forventer derfor, at du skriver godt og sætter en ære i at fortælle gode historier – og i at gøre et til tider kringlet stof læsbart og forståeligt for modtageren. Du vil også jævnligt få fingrene i tur.dk og andre websites i TUR regi, og det er derfor en fordel, hvis du har erfaring med og interesse for web - både med henblik på daglig drift og udvikling. Du kommer også til at deltage i større projekter, udadvendte kommunikationsaktiviteter og events, som f.eks. DM for transportlærlinge og DK Skills. De sociale medier spiller ligeledes en større og større rolle for os, og det vil derfor også være et plus, hvis du har erfaring med Facebook og Instagram. 

Vi lægger vægt på, at du…

  • er engageret, imødekommende og initiativrig
  • trives med at tage ansvar og tilrettelægge egne opgaver
  • kan skrive klart og flydende – og gøre selv komplekse forhold forståelige
  • vil arbejde praktisk med kommunikation og samtidig tænker strategisk
  • er positivt indstillet – også over for rutineopgaver
  • er bekendt med forskellige CMS- og billedbehandlingsprogrammer (f.eks. Umbraco, Photoshop og lign.) og har grafisk forståelse
  • har indblik i og gerne professionel erfaring med sociale medier 
  • har nemt ved samarbejde med mange forskellige interessenter
  • er uddannet cand.comm. eller lign. – måske et par års erfaring fra en lignende stilling

Vi tilbyder
En arbejdsplads, hvor du får frie rammer, udfordringer og rig mulighed for afveksling i dine opgaver. Vi sætter pris på det gode samarbejde, og du kommer til at udføre dine opgaver i tæt samarbejde og dialog med kommunikationskonsulent Trine Nexmand Rofelt. 

Om TUR
Meget kort fortalt udvikler TUR uddannelser (EUD og AMU) til transportbranchen og dens medarbejdere. TUR er ejet af arbejdsmarkedets parter, og sekretariatets primære opgave er at informere og servicere parterne. Det indebærer en lang række opgaver, men lige i skrivende stund er det blandt andet reformen af erhvervsuddannelserne, der fylder meget. Desuden er TUR i tæt dialog med landets AMU-centre og erhvervsskoler. Vi har frem til 1. marts 2015 adresse på Bygmestervej i Kbh. NV, hvorefter vi flytter ind i nyistandsatte lokaler på Vesterbrogade. Læs mere om TUR og sekretariatets arbejde på tur.dk.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen løber i første omgang på en 1-årig kontrakt med mulighed for forlængelse. Den ugentlige arbejdstid er 37 timer pr. uge med flekstid. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til Funktionærloven. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg i overensstemmelse med de stillede krav og dine kvalifikationer.

Ansøgningsfrist og videre forløb
Ansøgning og CV sendes til tnr@tur.dk med emnet ’Ansøgning kommunikationsmedarbejder’ hurtigst muligt. Vi gør opmærksom på, at vi benytter en løbende rekrutteringsproces – derfor er der ikke er anført en ansøgningsfrist. Stillingen vil blive taget af nettet, når vi har fundet de rette kandidater til jobbet.

Tiltrædelse
Hurtigst muligt. 

Mere information
Du er velkommen til at kontakte Trine Nexmand Rofelt, hvis du har spørgsmål. Tlf.: 35878719 eller tnr@tur.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

-TUR

 

 

 

 

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag