Der er masser af gode AMU-historier

22. april 2015

Det erfarede Oplev AMU-kampagnen, da de i uge 16 var på tur rundt i Danmark for at besøge en række AMU-skoler. Og billedet var positivt, kursisterne glade og mulighederne mange.

Oplev AMU Jytte og Bente

På landets AMU-skoler findes der et væld af gode historier og glade kursister. Oplev AMU-kampagnen tog temperaturen på AMU-kurserne, og holdet mødte masser af glade kursister, der beviste, at AMU åbner døre, og at man ikke kommer sovende til et AMU-certifikat.

Syv skoler blev besøgt, og der blev talt med hundredevis af AMU-kursister på fem dage. Nogle af dem, Oplev AMU mødte, var blandt andet Trine, Jytte, Bente og Rafal.

Åbent værksted giver fleksibilitet
På mange skoler arbejder kursister selvstændigt i åbne værksteder for at blive bedre til eksempelvis it, regnskab eller svejsning. På Mercantec i Viborg deltager Trine to dage om ugen i et åbent værksted for grundlæggende IT og regnskab. Hun er glad for den fleksible måde at tage et kursus på, fordi det passer bedre med hendes arbejdstid. Hun arbejder til daglig som administrativ medarbejder på et minkpelseri ved Aars i Himmerland, der de senere år har opgraderet på IT-området. De kompetencer, hun opnår på kurset, kommer både hende og kollegerne til gode i virksomheden. Hun føler desuden, at hun udvikler sig både menneskeligt og fagligt, når hun er på kursus.

Faglig og personlig udvikling i højsædet
Jytte og Bente deltager i EU-efteruddannelse i by- og rutebus. De er begge ansat i Service og Beredskab i Horsens Kommune og kører liftbusser for skolebørn og ældre med specielle behov. Jytte har haft kørekort til bus i to år, og Bente har kørt bus siden 1995. Begge synes, det er rart at lære nyt, og de sætter pris på at få opfrisket deres viden samt blive endnu bedre til deres arbejde.

Når kurset er overstået, er Jytte og Bente faglærte. Det betyder, at de får papir på deres kompetencer. De finder det meget livsbekræftende at køre med mennesker med specielle behov, fordi de skal kunne meget mere end at køre bus. Kurset har blandt andet givet dem indsigt i konflikthåndtering og de daglige rutiner, der følger med jobbet som by- og rutebuschauffør.

Mønsterbryder, rollemodel og ambitiøs
Rafal er fra Polen, men har boet i Danmark omkring fem år. Han er et godt eksempel på, hvad AMU-kurserne også kan føre til. Nu er han i gang med at tage en erhvervsuddannelse som industritekniker, men det var AMU-kurserne, der fik ham ind på sporet. Efter at have arbejdet nat et par år på et lager i Horsens begyndte han på AMU-kurser i CNC-drejning og –fræsning. Sideløbende tog han sprogkurser på aftenskole.

Sproget var en barriere, der skulle forceres, og derfor knoklede han på for at blive bedre til dansk. I begyndelsen hjalp undervisere og holdkammerater, når sprogbarrieren blev for stor. Da Oplev AMU-holdet mødte Rafal, foregik samtalerne på stort set flydende dansk. Rafal hjælper både holdkammeraterne på skolen og kollegerne i praktikvirksomheden, når der er faglige udfordringer, og han er både glad og stolt, fordi han kom igennem det, han betegner som den hårdeste periode i sit liv. Men nu er han ved at tage en erhvervsuddannelse, hvor der næsten er jobgaranti på den anden side, og en startløn, som langt de fleste akademikere kun kan sukke efter.

Dette var blot et lille udpluk af de mange historier, Oplev AMU-touren er stødt på. Der findes mange flere historier på Oplev AMUs Facebook-side og på Instagram (@oplevamu).

Om Oplev AMU
Oplev AMU er en landsdækkende kampagne, der løber i perioden januar 2014 til og med juni 2015. Kampagnen er resultatet af et samarbejde på tværs af fem faglige udvalg: Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse, Transporterhvervets Uddannelser, Træindustriens Uddannelsesudvalg, Industriens Fællesudvalg og Metalindustriens Uddannelsesvalg.

-TUR

 

 

 

facebook twitter