Kommentar: Det tegner godt for EUD-reformen

16. juni 2016

KORA er netop udkommet med første del af en rapport, der skal være med til at undersøge, om EUD-reformen lever op til de politiske mål om at give erhvervsuddannelserne et kvalitetsløft. Den første del af rapporten klarlægger forholdene, inden reformen trådte i kraft, så det bliver muligt at måle effekten af reformen på et senere tidspunkt. Sekretariatschef i Transporterhvervets Uddannelser, Hans Christiansen, vurderer, at den nye EUD-struktur har haft positiv effekt på transportuddannelserne.

 2016-06-16-Kommentar-Det-tegner-godt-for-eudreformen

Det tegner godt for EUD-reformen, vurderer TURs sekretariatschef, Hans Christiansen. Bl.a. er det store elevfrafald er ikke længere en realitet – og det mærkes også på transportuddannelsernes grundforløb.

Mere tid til at vælge 

En af ændringerne er strukturen for uddannelserne: Grundforløbet er både blevet længere, og har fået ensartet varighed af 2 x 20 uger. Det betyder, at nu har elever længere tid til at vælge, hvilken uddannelse de vil have.

På den første del på 20 uger får eleverne almene og brede erhvervsfaglige kompetencer, som hjælper dem til at vælge, hvilken erhvervsuddannelse de skal fortsætte på.

- Tidligere har et af problemerne ved erhvervsuddannelserne været, at man bad unge mennesker om at tage stilling til, hvad de gerne vil være og det kan være et svært valg, når man går i 8. eller 9. klasse, forklarer Hans Christiansen, og fortsætter:

- Men med EUD-reformen er det nu blevet sådan, at de unge har længere tid til at se fagene an og vælge den retning, som de synes, er mest spændende. Og det er én af forklaringerne på, hvorfor der er færre, der falder fra uddannelserne.

Den anden del af grundforløbet er adgangsgivende til den bestemte uddannelse, som de ønsker at blive faglært i.  Her har TUR bl.a. valgt, at grundforløbende til uddannelserne Lager, Vejgods, Kran, Lufthavn, Havn og Togklargører giver adgang til hinandens hovedforløb.

Kvalitetsløft giver bedre lærlinge

Allerede mens eleverne er i gang med grundforløbet, får mange af dem uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed i hus.

- Det tolker vi som et tegn på, at de nu er dygtigere, end de var tidligere, bl.a. fordi undervisningen har fået et kvalitetsløft, mener Hans Christiansen og fortsætter:

- Samtidig er der også ved at ske en holdningsændring til det at være faglært. Transportbranchen har jo traditionelt været ufaglært, men flere vognmænd er begyndt at indse, at de får bedre kvalificeret arbejdskraft ved at ansætte faglærte medarbejdere. Og de ser det som en god investering, når de tager en lærling, som de ved, at efter få år kan indgå på lige vilkår med resten af medarbejderstaben.

Om rapporten

I slutningen af 2016 kommer KORAs første samlede rapport, der viser de foreløbige resultater af reformen. Rapportens titel er ”Hovedforløb på erhvervsuddannelserne inden reformen”. Den er udført i samarbejde med EVA.

KORAs pressemeddelelse

- TUR

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag