Kurser fra bygge og anlæg på amukurs.dk

2. juni 2016

BAI på amukursKursusportalen amukurs.dk har vokseværk. Kurser fra Efteruddannelsesudvalget for bygge og anlæg (BAI), er nu kommet med som seneste skud på stammen. Det betyder også, at portalen er blevet udvidet med et nyt fagområde.

Efteruddannelsesudvalget for bygge og anlæg (BAI)

Formand for BAI, Steen Boesen, er tilfreds med at komme med i det nye samarbejde på amukurs.dk sammen med de andre sekretariater, som betyder, at kurserne er blevet mere synlige for målgruppen.

- Vi har et stort ønske om at gøre det nemmere at finde og tilmelde sig vores AMU-kurser, og en af forudsætningerne er, at kurserne bliver mere synlige – både i forhold til målgruppen af virksomheder og medarbejdere, men også over for fagforeninger, jobcentre og VEU-centre, som skal rådgive i valg af efteruddannelse.

Større synlighed for målgruppen

Hos DI og 3F er der stor tilfredshed med, at BAI har valgt at få deres kurser med i den fælles kursusportal med de fordele, der følger med.

- Med amukurs.dk er det vores håb at gøre det meget nemmere at finde det eller de AMU-kurser, der er relevante for den enkelte virksomhed og for den enkelte medarbejder. Der er mere end 3000 forskellige AMU-kurser, så det er noget af en jungle, fortæller Christine Bernt Henriksen, som er chefkonsulent hos DI.

Pia Maul Andersen, forhandlingssekretær hos 3F Industrigruppen, tilføjer, at den nye udvidelse af amukurs.dk vækker glæde, og at det for alvor er med til at cementere amukurs.dk som den førende nationale kursusportal.

- Portalen har en vigtig funktion i forhold til både at inspirere og give et hurtigt overblik over de mange muligheder for at blive opkvalificerede via AMU for både ufaglærte og faglærte.

I 2015 havde kursusportalen amukurs.dk over 250.000 besøgende.

- TUR

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag