Kæmpe-truck er en stor succes

9. september 2016

Transportbranchen er hårdt ramt af manglen på faglært arbejdskraft. Men en rekrutteringskampagne med en specialdesignet lastbil i spidsen har siden 1.april 2016 haft stor succes med at besøge skoler i hele Danmark. Nu vil trucken udvide kampagnen, og også lægge vejen forbi kommuner og jobcentre for at lokke flere mennesker ind i førerhuset.

Flere folk i førerhuset

Siden april har Transportens Udviklingsfonds kæmpe-truck besøgt skoler i hele landet for at fortælle om mulighederne i transportbranchen. Det har været en så stor succes, at fonden nu udvider sit fokus og også begynder at besøge kommuner og jobcentre.

I sidste uge var Volvo-trucken i Ishøj Kommune. Borgmesteren, Ole Bjørstorp (S), besøgte trucken og fik lov til at prøve kræfter med jobbet som lastbilchauffør i den realistiske truck-simulator.

”Det er jo en behagelig arbejdsplads sådan en stor lastvogn. Og det håber jeg da, at mange vil tage for gode varer, og så blive uddannet inden for den her branche”, fortalte han til TV Ishøj.

Og borgmesteren har positive forhåbninger til de unge borgere i kommunen, som mangler at finde den rigtige uddannelsesvej for dem:

”Hvis vi kan motivere nogen af vores (unge, red.), der ikke er ret godt uddannede. Så kan vi sige, at de kan gå ind i branchen og få et kørekort til sådan en stor lastvogn, så er muligheden for at få et job meget stor.”

Se "Flere folk i førerhuset" fra TV Ishøj

Info om Job i transport
Folkeskoler og efterskoler over hele landet har siden april fået besøg af den store specialdesignede lastbil fra Job i transport. Efter en overvældende interesse og mere end 100 nye aftaler i kalenderen har kampagnen valgt at forlænge det populære roadshow indtil april 2018.

Vil du have besøg af kæmpe-trucken på din skole eller kommune? Kontakt Magnus Købke, projektchef i Transportens Udviklingsfond, for mere information om Job i transport.

- TUR

facebook twitter