Vejgodslærlingen Lau er en rollemodel

11. oktober 2017

I folkeskolen kunne Lau ikke sidde stille. Nu er han chaufførlærling og rollemodel hos Erhvervsskolernes Elevorganisation.

Vejgodslaerlingen -lau -er -en -rollemodel

Lau Henriksen er blevet udtaget som rollemodel hos Erhvervsskolernes Elevorganisation. Han er vejgodstransportlærling hos Frode Laursen og elev på ZBC Selandia, og han er nu med til at inspirere andre unge til at tage en erhvervsuddannelse.

- Gennem min skoletid sagde andre om mig, at jeg var ”sådan én, der ikke kunne sidde stille”, så det er lidt sjovt, at jeg er blevet chauffør. Men hverdagen er aldrig ens og der er hele tiden noget at lave. Som godschauffør har jeg flere funktioner, siger Lau om, hvorfor han valgte at blive godschauffør.

Det er en spændende udfordring at være rollemodel, synes Lau, og han er glad for, at kunne fortælle om sin erhvervsuddannelse. Han har prøvet tre forskellige erhvervsuddannelser af, men det var ikke lige ham. Nu er han glad for at være godschauffør.

- De unge ved ikke helt hvordan, erhvervsuddannelserne egentlig ser ud, så det er godt, at de får noget dybdegående information. Og jeg er glad for at fortælle om mit arbejde, for folk bliver overraskede over, at jeg laver andet end bare at sidde bag rattet. Jeg kunne godt have brugt den information, da det var mig, der skulle vælge, siger Lau.

Rollemodellerne har været på træningsweekend i slutningen af september og har sagt ja til at holde oplæg og snakke med folkeskoleelever og deres forældre på skolebesøg og forældrearrangementer.

Læs mere om vejgodstransportuddannelsen og andre erhvervsuddannelser inden for transportområdet på transportuddannelser.dk 

- TUR 

facebook twitter