Busselskaber vil have unge i uddannelse

24. august 2017

I et samarbejde med UCplus lover syv sjællandske busselskaber praktikpladser til unge med løn fra første dag.

Busselskaber -vil -have -unge -i -uddannelse

Syv sjællandske busselskaber lover tilsammen 25 praktikpladser og løn under hele uddannelsen til egnede kandidater, der vil tage en erhvervsuddannelse til buschauffør og komme i praktik hos dem. 

Dragan Mikulovic, trafikchef i et af de syv busselskaber, Nobina, fortæller, at det både handler om at sikre, at der er chauffører til at køre busserne, men også om at tage et socialt ansvar. 

- Hvis vi ikke kan blive ved med at tiltrække nye buschauffører, risikerer vi jo, at busserne ikke kan komme ud og køre. Sidegevinsten er, at vi tager et socialt ansvar over for nogle af de lokale unge, der ellers har svært ved at finde sig til rette i uddannelsessystemet, mener Dragan Mikulovic. 

UCplus’ initiativ imødekommer et politisk fokus på at få flere unge i gang med en erhvervsuddannelse og samtidig er uvisheden om at kunne få en praktikplads efter endt uddannelse fjernet. 

- Der er politisk stort fokus på, at flere unge skal have en erhvervsuddannelse, men mange får ikke praktikplads og må derfor ufrivilligt springe fra deres uddannelse. Derfor er vi glade for og stolte af, at vi her kan tilbyde en uddannelse med praktikpladsaftale fra den første dag – og ikke mindst elevløn fremfor SU, siger Vibe Kittelmann, vicedirektør i UCplus. 

De syv busselskaber er Nobina, Arriva, Keolis, Umove, Lokalbus, De Blaa Omnibusser og Anchersen.

- TUR 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag