Det er helt afgørende at lærlingen trives

27. februar 2017

Flere danske virksomheder er begyndt at udvælge medarbejdere til at være mentorer for lærlinge. Mentorerne gør nemlig et vigtigt stykke arbejde for, at lærlingene trives og lærer endnu mere, når de er i virksomheden. 

Lektion 1 Det er altafgørende at lærlingen trives

Det betaler sig at lægge energi i, at lærlinge kommer godt igennem transportuddannelserne, så de bliver dygtige medarbejdere, som både virksomheden og branchen har gavn af. Derfor vælger flere danske virksomheder at have en mentorordning, som sikrer, at lærlingene trives i virksomheden og kommer godt igennem læretiden.

Se filmen: Mentor i transportbranchen

Ildsjæle er mentorer

En af de virksomheder, der længe har arbejdet med mentorordninger, er Danfoss i Nordborg. Hos Danfoss har alle lager- og logistiklærlinge en mentor, som følger dem gennem tiden i virksomheden. Den globalt sælgende virksomhed er ikke i tvivl om, at ordningen har en positiv effekt på lærlingene og deres uddannelse.

- Det er helt afgørende at lærlinge trives i virksomheden. Man kan ikke lære noget, hvis man ikke trives, fortæller Burkhard Winski, som er HR Specialist hos Danfoss.

Samtidig lægger han ikke skjul på, at det ikke er alle og enhver, der kan blive en god mentor:

- Det kræver en ekstra indsats at være mentor. Og det skal man bare være klar over. Du skal være en ildsjæl, og du skal kunne lide at arbejde med unge mennesker, fastslår han.

Fra lærling til mentor

For to år siden blev Mark Johannsen udlært lageroperatør, og blev fastansat i Danfoss. Da han var lærling, havde han også en mentor, som hjalp ham, så han fik mest muligt ud af tiden i virksomheden og lærte alt det, der forventes. I dag er han mentor for lagerlærlingene hos Danfoss.

 - Når jeg går ind til noget, så gør jeg det 100 procent. Det er det samme med at være mentor, fortæller Mark, og fortsætter:

- Jeg føler overhovedet ikke, at det er en sur pligt at være mentor, selvom det var chefens idé, at jeg skulle være det. Det er en helt naturlig del af min arbejdsdag, at jeg også husker at hjælpe de unge lærlinge på plads. Jeg kan jo selv huske, hvordan det var at være ny lærling.

3 gode råd fra faglæreren: Sådan får du etableret en mentorordning

Jette Lindskov er faglærer på EUC Lillebælt og underviser bl.a. på AMU-kurset ”Transportbranchens mentoruddannelse”. Hun har tre gode råd til at komme i gang med at etablere en mentorordning. Ifølge hende er det vigtigt, at:

  1. Mentoren er engageret og har lyst til at støtte en ung lærling – både fagligt, socialt og personligt
  2. Ledelsen bakker op om mentorordningen. Det nytter ikke noget, at det er mentorens ”eget projekt”
  3. Chefen og den kommende mentor udveksler erfaringer både inden mentorordningen etableres og løbende

Transportbranchens mentoruddannelse

Hvad: En AMU-kursuspakke

Varighed: 3 dage

Hvor: 8 skoler er godkendt til at udbyde AMU-kursuspakken

Hvem: Transportbranchens mentoruddannelse er for den medarbejder, som har en hverdag sammen med en transportlærling. Fx som daglig leder, lærepladsansvarlig eller som udvalgt kollega, der er særlig opmærksom på, at lærlingene trives.

Bonus: Transportens Udviklingsfond bakker op om Transportbranchens mentoruddannelse ved at tildele medlemsvirksomheder en mentorbonus på 5.000 kr., hvis de uddanner en medarbejder via Transportbranchens mentoruddannelse og i samme kalenderår ansætter en lærling.

Få mere at vide om Transportbranchens mentoruddannelse på transportuddannelser.dk/mentor

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag