Lærling: Det er rart at have en, der giver dig gode råd

7. marts 2017

Ofte er lærlinge både unge og uerfarne i forhold til, hvad det vil sige at være på arbejdsmarkedet, når de begynder i lære i en virksomhed.

Lærling: ”Det er rart at have en, der giver dig gode råd”

De fleste lærlinge er lidt nervøse og spændte, når de begynder i lære hos en virksomhed. Nogle lærlinge har måske aldrig prøvet at være på en arbejdsplads før. For dem kan det føles, som om de går direkte fra skolegården og ind på arbejdsmarkedet, idet de træder ind på virksomhedens matrikel. Der kan være mange spørgsmål: Hvad skal jeg lave? Hvem skal jeg arbejde sammen med? Hvad nu hvis jeg har brug for hjælp?

Derfor vælger flere transportvirksomheder at have mentorer, fordi de kan se, at lærlingene hurtigere finder sig til rette i virksomheden, lærer mere og bliver bedre til deres arbejde, fordi de har en person, som støtter og hjælper dem.

Se film: Ung og ny på arbejdsmarkedet

Det gælder også Universal Transport og Flytteforretning. I sensommeren 2016 udrullede virksomheden en helt ny mentorordning for virksomhedens lærlinge.

En af lærlingene, som sagde ”ja, tak”, da lærepladsen tilbød ham en mentor, er 19-årige Nicolaj Tindbæk.

- Det har betydet meget for mig at have en mentor. Det er rart at have en, der giver dig gode råd, når du har brug for dem, siger Nicolaj.

Se film: Mentor i transportbranchen

Klare retningslinjer for mentors opgaver og ansvar

For den voksende transportvirksomhed i Vejle handler en del af arbejdet med at oprette en mentorordning om at give klare retningslinjer for, hvad mentorens opgaver og rolle består i. Marianne Thomassen, som er HR-ansvarlig i virksomheden, mener, at retningslinjerne handler om at tilgodese, at mentoren i forvejen har en masse viden både om virksomheden, dens regler og om kollegaerne. Derfor er det bl.a. mentorens rolle at give lærlingen en god start med de andre kollegaer i virksomheden.

- Mentoren kender jo allerede de andre kollegaer, så han kan være med til ”at åbne døren” for lærlingen, så han eller hun bliver en del af fællesskabet og kommer til at fungere godt socialt, forklarer hun.

- Vores medarbejdere er jo dygtige til deres arbejde, så det giver god mening, at de også hjælper de nye lærlinge med det faglige og hvis lærlingen har småproblemer, uddyber hun.

Samtidig understreger virksomheden både overfor mentorerne og lærlingene, at det er ledelsens ansvar, at lærlingen trives.

Tilmeld dig amu-kurset Transportbranchens mentoruddannelse

3 gode råd fra faglæreren: Når en ung lærling starter i virksomheden

Jette Lindskov er faglærer på EUC Lillebælt og underviser bl.a. på AMU-kurset ”Transportbranchens mentoruddannelse”. Hvis I allerede har en mentor eller en person, som er udpeget til at tage sig af lærlingene, så er der her tre gode råd til, hvad den person skal gøre, når en ung lærling starter i virksomheden.

  1. Vær åben og imødekommende, så lærlingen mærker, at det er OK at gå til dig med spørgsmål
  2. Introducér lærlingen til de nærmeste kollegaer og det sociale fællesskab
  3. Fortæl om virksomhedens regler – både de formelle og de uformelle

Transportbranchens mentoruddannelse

Hvad: En AMU-kursuspakke

Varighed: 3 dage

Hvor: 8 skoler er godkendt til at udbyde AMU-kursuspakken

Hvem: Transportbranchens mentoruddannelse er for den medarbejder, som har en hverdag sammen med en transportlærling. Fx som daglig leder, lærepladsansvarlig eller som udvalgt kollega, der er særlig opmærksom på, at lærlingene trives.

Bonus: Transportens Udviklingsfond bakker op om Transportbranchens mentoruddannelse ved at tildele medlemsvirksomheder en mentorbonus på 5.000 kr., hvis de uddanner en medarbejder via Transportbranchens mentoruddannelse og i samme kalenderår ansætter en lærling.

Få mere at vide om Transportbranchens mentoruddannelse på transportuddannelser.dk/mentor

facebook twitter