TURs uddannelsespris 2017 blev uddelt

10. november 2017

Torsdag den 9. november uddeltes TURs uddannelsespris 2017. Valget faldt på to særlige initiativer med fokus på lærlinge og videreuddannelse, samt særligt tilrettelagte IGU-forløb.

TURs -uddannelsespris -2017-blev -uddelt
Prismodtagerne fra AMU Fyn til venstre og fra Brødrene Dahl til højre

TUR uddeler hvert år et hæderslegat i form af et pengebeløb til en person, organisation eller institution, der har ydet en særlig indsats for udviklingen af de faglige uddannelser med særlig vægt på uddannelse af personer og grupper, der normalt er kortuddannede, og som ikke har særlige traditioner for kompetenceudvikling via uddannelse. Den særlige indsats kan tillige være rettet mod at højne status for faglig uddannelse.

AMU Fyn
På vegne af AMU Fyn har uddannelseschef Finn Ravn og uddannelseskonsulent Karin Sørensen modtaget TURs uddannelsespris for en særlig indsats for udviklingen af de faglige uddannelser. Prisen faldt på baggrund af indstilling fra Keolis Odense for arbejdet med særligt tilrettelagte IGU-forløb, der opkvalificerer flygtninge, og familiesammenførte til flygtninge, til at arbejde i busbranchen.

- Det er med stolthed, at vi modtager prisen, fortæller Uddannelseschef Finn Ravn fra AMU Fyn og fortsætter,

- Vi var de første, der afviklede IGU-forløb i transportbranchen, og vi har kørt rigtig mange forløb i den korte tid, som IGU har eksisteret med lager-, gods- og busforløb. Vi er med fra start til slut i processen og har et rigtig godt samarbejde med virksomheder og jobcentre i området, siger Finn Ravn, uddannelseschef på AMU-Fyn. 

Carsten Olsen og Brødrene Dahl
Carsten Olsen, lager- og logistikoperatør hos Brødrene Dahl i Randers, har modtaget TURs uddannelsespris for en særlig indsats for udviklingen af de faglige uddannelser. Prisen faldt på baggrund af initiativ til markant at øge antallet af ungdomslærlinge hos sin arbejdsgiver og for at stå i spidsen for en indsats, der løftede de erfarne medarbejdere til faglært niveau.

- Jeg er megastolt over at få den anerkendelse. Vi er jo nødt til at fremtidssikre os i forhold til det aldersgennemsnit vi ser i branchen lige nu. Hvis vi kan samle et helt hold lærlinge, er vi i gang med noget af det rigtige for virksomheden – også for lærlingene, så de ikke føler sig så alene, men har nogle jævnaldrende at støtte sig til, siger Carsten Olsen.

Læs mere om AMU Fyns pris og nominering

Læs mere om Carten Olsens pris og nominering

- TUR

facebook twitter