Transportskolerne i front på garantikurser

21. september 2017

45% af alle AMU-kurser inden for transport udbydes som garantikurser, hvilket er den største andel sammenlignet med øvrige brancheområder.

AMU-Garantikursus 

Undervisningsministeriet har netop opgjort aktiviteten på garantikurser i AMU-programmet for første halvår af 2017. Statistikken viser med stor tydelighed, at transportskolerne leverer det branchen efterspørger; nemlig garanti for afholdelse af annoncerede kurser.

TUR anerkender skolernes engagement og evne til at levere så stor en andel af AMU-kurserne som garantikurser.

– At TURs AMU-uddannelser i så høj grad udbydes som garantikurser er noget, der i et større perspektiv er til gavn for alle. AMU bruges aktivt i branchen og en af grundene til dette er, at virksomhederne og medarbejderne kan stole på, at de kan komme på kursus, når de har tilmeldt dig, fortæller sekretariatschef i TUR, Hans Kjeldgaard Christiansen.  

Samarbejde sikrer udbuddet
I praksis betyder garantikurser, at hvis der er tilmeldt mindst én deltager på holdet, bliver kurset med garanti afholdt på det annoncerede tidspunkt og på det anførte sted. Inden for transportområdet planlægges udbuddet af garantikurser i tæt samarbejde mellem TUR og transportskolerne.

- Samarbejdet mellem TUR og skolerne fungerer rigtigt godt. Der er et fælleskab omkring at løfte denne opgave og det er vi meget stolte over. Det betyder blandt andet, at også de små kurser, fx de, der er meget nicheprægede og rettet mod en mindre målgruppe, bliver udbudt med garanti et par gange om året. På denne måde ved branchen præcis, hvor og hvornår de kan regne med, at kunne komme på lige det kursus, de har behov for, siger Hans Kjeldgaard Christiansen.

I alt blev der udbudt 3.275 garantikurser inden for transportområdet fra 1. januar 2017 til 30. juni 2017. På hele AMU-området blev der udbudt 9.963 garantikurser, hvilket betyder at TURs uddannelser samlet set udgør 33 procent af samtlige udbudte garantikurser i Danmark.

Her finder du garantikurserne
Garantikurserne kan findes på amukurs.dk og på efteruddannelse.dk. På amukurs.dk er samtlige garantikurser mærket med et særligt ikon, der vender tommelfingeren opad, der tydeligt angiver, hvor der er garanti for afholdelse af. På efteruddannelse.dk kan man tilpasse sin søgning til kun at vise garantikurser.  

- TUR

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag