IGU-elever på vej ud i busserne

25. april 2018

Et samarbejde mellem UCplus og en håndfuld kommuner og lokale busselskaber hjælper flygtninge ud af offentlig forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet som buschauffører.

IGU-elever -paa -vej -ud -i -busserne

IGU (integrationsgrunduddannelsen) er en ordning, der hjælper nytilkomne flygtninge inde på arbejdsmarkedet. I busbranchen har man fået øjnene op for muligheden, som er en del af løsningen med at sikre fremtidig arbejdskraft i busbranchen.

En branche med gode beskæftigelsesmuligheder
Vicedirektør på UCplus, Vibe Kittelmann, fortæller at IGU er tænkt som en vekseluddannelse, der veksler mellem skole og praktik. Det har givet særlige udfordringer i tilrettelæggelsen af uddannelsen.

- Som buschauffør giver det ingen mening at komme i praktik uden kørekort – at sidde på et passagersæde og se passagererne stige af og på - det er nødvendigt selv at kunne køre bussen. Derfor er det nødvendigt, at de 20 ugers skolegang ligger først i forløbet, forklarer hun.

- Det betyder også, at når en IGU elev er færdig med 20 uger på skole, er de færdiguddannede buschauffører og kan i princippet gå ud og få et helt almindeligt job. Med den højkonjunktur, der er lige nu, er der stor sandsynlighed for, at de ret hurtigt kommer i ordinært job, vurderer hun.

Diplomer til deltagerne
I samarbejde med Aarhus, Odder, Skanderborg, Horsens og Morsø Kommune har UCplus skaffet praktikpladser til ni flygtninge hos busoperatørerne Arriva Danmark, Herning Turist og Malling Turistbusser.

I sidste uge fik de ni flygtninge overrakt diplom for at have gennemført deres dansk- og chaufføruddannelse. De er nu klar til at starte i praktik i busselskaberne.

Til overrækkelsen var blandt andre Susanne Winther, der er virksomhedskonsulent i Skanderborg kommune.

- I Skanderborg Kommune har vi været utrolig glade for samarbejdet med UCplus og har haft en oplevelse af fleksibilitet og tilgængelighed. Vores borgere har bestået uddannelsen i første hug, fordi underviserne har være engagerede og med kvalificeret undervisning fået dem flot igennem. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med UCplus omkring flygtninge i vores kommune, sagde Susanne Winther

- TUR

Læs også nyheden "En af de første IGU’ere sidder bag busrattet "

 

Fakta om Integrationsgrunduddannelsen (IGU):

IGU er en kombination af praktik og skoleundervisning for flygtninge og familiesammenførte til flygtninge mellem 18 og 39 år, der højst har været i Danmark i 5 år.

Med tilbud om en to-årig integrationsgrunduddannelse med praktik-kontrakt (IGU) lærer uddannelsescentret flygtninge busfagligt sprog og giver den nødvendige chaufføruddannelse, for at eleverne kan køre bus i den efterfølgende praktikperiode hos busselskaberne.

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag