En vellykket GT-konference

12. august 2009

Hotel Faaborg Fjord dannede rammen for årets konference for gaffeltruckfaglærere den 6. og 7. august. 120 faglærere fra 24 skoler deltog i konferencen.

Dette års konference havde særligt fokus på praktiske og faglige emner, og deltagerne blev bl.a. præsenteret for en lille sensation inden for gaffeltruckbranchen - STILL havde nemlig "snigpremiere" på nye trucktyper med ny epokegørende teknologi. Blandt andet havde STILL medbragt en gaffeltruck, der blev drevet af brint (brændselsceller) og en såkaldt hybridtruck, som er drevet dieselelektrisk. STILLs fem konsulenter fortalte engageret om de nye trucktyper, og konferencedeltagerne havde rig lejlighed til at afprøve truckene. Der er "officiel" danmarkspremiere på de nye trucktyper på HI-messen i Messecenter Herning den 1. - 4. september.

Derudover var der på konferencen oplæg fra E.L.M. Kragelund A/S repræsenteret ved konsulenterne Per Thomsen og Lars Holm Hansen. Her fik faglærerne en interessant gennemgang af forskellige typer ekstraudstyr samt en demonstration af program til udregning af kapacitet/belastning.

På konferencens sidste dag fortalte chefkonsulent Anders Mortensen fra Arbejdstilsynet om regler for anerkendelse af kvalifikationer (for personer fra andre lande i forhold til gaffeltruckførercertifikat) og om kommende tiltag fra Arbejdstilsynet herunder de forventede kommende ændringer i bekendtgørelse om førercertifikater.

Programmet bød dog ikke kun på foredrag og oplæg - på konferencen blev pauserne og aftenen traditionen tro udnyttet til yderligere erfaringsudveksling. Derudover fik 20 faglærere, formedelst hver 300 kr., en rask tur i en speedbåd med 900 HK - efter tilbagemeldingerne en rigtig frisk tur!

Materialer fra konferencen kan downlaodes her

facebook twitter