Den aktuelle praktikpladssituation

2. juni 2009

De nyeste tal fra praktikpladsstatistikken viser, at trods dårlige udsigter ved årsskiftet, ser det ud til at lysne for transportområdet.

Den økonomiske afmatning afspejles i antallet af uddannelsesaftaler på EUD-området. Finanskrisen betyder, at virksomheder tager færre lærlinge ind, fordi de er usikre på, om der er arbejde nok.

Praktiskpladssituationen på transport- og logistikområdet følger lige som de fleste andre EUD-indgange en nedadgående tendens, hvis man ser på statistikken i forhold til sidste år. Dog ser tallene ud til at rette sig en smule fra januar og frem til de nyeste tal fra ultimo marts. 

I januar måned viste statistikken, at der var en tilbagegang i antallet af indgåede uddannelsesaftaler i forhold til januar sidste år på -23 %. Tallene fra marts måned 2009 viser imidlertid, at udviklingen går i den rigtige retning, og at der er kommet gang i uddannelsesaftalerne igen. Den samlede tilbagegang på indgåede aftaler lå således på -7 % sammenlignet med marts måned sidste år, hvilket må betegnes som en positiv fremgang for transportbranchen. Til sammenligning lå gennemsnittet for EUD-indgangene i marts måned på -21 %.

Ser man på det samlede antal af igangværende aftaler er der sket en moderat nedgang fra 2.080 - 1.863 i forhold til marts måned sidste år. Dette er en tilbagegang på næsten -10 %. Til sammenligning ligger gennemsnittet på samtlige EUD-indgange på -6 %.

Konsekvensen af nedgangen i antallet af indgåede og igangværende uddannelsesaftaler kan ses i en stigning i antallet af praktikpladssøgende og i antallet af elever i skolepraktik. I marts måned 2009 var der således registreret 189 praktikpladssøgende mod 109 for et år siden - en stigning på 73 %.

Samtidig er antallet af elever i skolepraktik steget fra 29 - 73, hvilket giver en stigning på 152 %. Procentvis kan det lyde som meget, men stigningen skal ses i lyset af det faktum, at transport- og logistikbranchen sammenlignet med nogle af de øvrige erhvervsuddannelser hverken har haft tradition eller stort behov for skolepraktikpladser, hvorfor den procentvise stigning for dette område registreres som højt i forhold til gennemsnittet på 32 %. Men ser man på stigningen i selve antallet (44) ligger branchen på et pænt gennemsnit i forhold til de øvrige EUD-indgange.

 

- TUR

 

facebook twitter