Ny bekendtgørelse udløser et særligt tilskud til de
virksomheder, der ansætter en elev, som uforskyldt har mistet en
uddannelsesaftale. Derudover er der yderligere mulighed for en
kontant bonus på op til 50.000 kr.
Den 8. december 2009 vedtog Folketinget lov nr. 1218 af
14. december 2009 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion
og lov om erhvervsuddannelser. Loven ændrede pr. 15. december 2009
reglerne for bl.a. præmie, bonus og løntilskud til virksomheder,
der indgår aftale med en elev, som uforskyldt har mistet en
uddannelsesaftale.
Virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med en elev, der
uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, kan nu modtage et
løntilskud på 60 procent af de relevante AER-lønrefusionstakster.
Tilskudsordningen administreres af Arbejdsgivernes Elevrefusion og
er oprettet for et tilskynde virksomheder til at ansætte en elev,
der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale. Tilskuddet ydes for
uddannelsesaftaler indgået i perioden den 5. november 2009 til den
31. december 2010.
Det er den enkelte skole, der skal afgøre, hvorvidt en elev
uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale. Dette skal gøres, hver
gang skolen modtager en ophævelsesmeddelelse eller en ny
uddannelsesaftale for en elev, der før den 5. november 2009 har
mistet en uddannelsesaftale.Vejledning til afgørelse af, hvorvidt
eleven har mistet uddannelsesaftalen uforskyldt kan downloades
nederst på denne side.
Løntilskudssatserne er fastsat på finansloven og udgør for
2010:
1.240 kr. pr. uge pr. 1. års elever
1.390 kr. pr. uge pr. 2. års elever
1.510 kr. pr. uge pr. 3. års elever
1.680 kr. pr. uge pr. 4. års elever
Tilskuddet udbetales syv måneder efter uddannelsesaftalens
påbegyndelse, da arbejdsgiveren i perioden indtil da kan modtage
præmie og bonus. Det er Arbejdsgivernes Elevrefusion, der
administrerer udbetalingen af tilskuddet, så ansøgning om tilskud
skal sendes hertil.
Ekstra præmie og bonus
Lovændringen har udover det nye tilskud til konkursramte
elever medført en forhøjelse af præmie og bonus for indgåelse af
uddannelsesaftaler. Den tidligere præmie på 2.000 kr. for hver
måned af prøvetiden eleven er ansat af arbejdsgiveren forhøjes til
6.000 kr. Dette svarer til 67 procent af begyndelseslønnen. Det
betyder, at den samlede præmie forhøjes fra 6.000 kr. til 18.000
kr. pr. aftale.
Satsen for bonus forhøjes fra 10.000 kr. til 32.000 kr., der kan
udbetales i to lige store rater henholdsvis fire og syv måneder
efter, at uddannelsesaftalen er påbegyndt. Præmie og bonus
udbetales for uddannelsesaftaler, der er indgået i perioden 5.
november 2009 til 31. december 2010.
Bonus og præmie giver virksomhederne mulighed for at modtage
sammenlagt 50.000 kr. for hver nyoprettet praktikplads.
Yderligere information kan fås hos Arbejdsgivernes Elevrefusion -
klik her.
Vejledning i afgørelse af uforskyldt mistet
uddannelsesaftale
-TUR