Styrket læse-, skrive- og regneindsats målrettet chauffører
4. juni 2010
Hvordan kan skoler og virksomheder blive bedre til at
hjælpe personer med læse-, skrive- eller regnevanskeligheder? Det
har TUR sammen med Center for Arbejdsliv, Teknologisk Institut og
Mærsk Nielsen HR set nærmere på.
Transportområdet har haft tradition for at beskæftige
personer uden de store boglige færdigheder. Men de traditionelle
job til ufaglærte, hvor der ikke kræves læsefærdigheder, er ved at
forsvinde, mens de nye job, der kommer til, stiller helt andre
kompetencekrav - det gælder også for transportområdet. Jobbet som
chauffør bliver derfor sværere og sværere for de medarbejdere, der
har problemer med at læse og skrive.
Skoler og virksomheder skal samarbejde
Både skoler og virksomheder spiller en afgørende rolle i forhold
til at spotte og hjælpe de kursister og medarbejdere, der har svært
ved f.eks. at læse eller skrive. Det har fået TUR til at igangsætte
et projekt med det formål at afdække erfaringer og muligheder for
at styrke samarbejdet mellem skoler og virksomheder omkring
indsatsen over for personer med læse-, skrive- eller
regnevanskeligheder. Mere dialog mellem skoler og virksomheder kan
f.eks. bidrage til at få afdækket de konkrete udfordringer, som
medarbejderne står over for på arbejdspladsen. Skolerne og
virksomhederne kan dermed i fællesskab iværksætte initiativer, der
er målrettet den enkelte medarbejders behov.
Projektet baserer sig på interview med 12 uddannelsesinstitutioner,
10 skoler og andre projekter, hvor skoler eller virksomheder har
sat fokus på medarbejdernes læse-, skrive- eller
regnevanskeligheder. Undersøgelsens resultater er fremstillet i
både et statusnotat og et idékatalog med konkrete forslag og
metoder til, hvordan den fælles indsats kan styrkes.
Med dette afsæt er der bl.a. blevet set på, hvordan dialogen
forbedres, hvordan man skaber motivation hos virksomhedernes
medarbejdere og hvilke tilbud AMU udbyderne har, der kan medvirke
til at styrke de basale læse- og regnefærdigheder hos
chaufførerne.
Derudover peges der i idékataloget på en lang række tekniske
hjælpemidler som f.eks.
www.adgangforalle.dk, der
er et gratis program, som gør det muligt at få læst en tekst højt
på en computer. Omvendt er det også muligt med It-programmet Dictus
at omsætte tale til tekst.´
Projektet er gennemført af Lizzie Mærsk Nielsen fra Mærsk Nielsen
HR og Lene Wendelboe fra Center for Arbejdsliv, Teknologisk
Institut.
Download materialer:
Statusnotat
Idékatalog
-TUR
Del nyheden på