Et trin opad på AMU Nordjylland

15. november 2010

AMU Nordjylland har netop afsluttet det første Trin 3 hold. Der blev kun uddelt karakterer fra den høje ende af skalaen til de dygtige deltagere, som nu kan kalde sig kørsels- eller lagerdisponent.

Transportuddannelsen Trin 3 har eksisteret siden efteråret 2008 og udbydes flere og flere steder i landet. Som f.eks. hos AMU Nordjylland i Aalborg, hvor man lige har taget afsked med det første kuld kørsels- og lagerdisponenter. Gennem det sidste års tid har de beskæftiget sig med fag som ledelse, logistik, kvalitetsstyring, kommunikation og samarbejde.

Uddannelsen på AMU Nordjylland får rigtig gode evalueringer af både deltagerne og deres virksomheder. I en pressemeddelelse fra AMU Nordjylland kommer Niels Birk, der er terminalchef for Danske Fragtmænd i Aalborg, med et godt råd til andre virksomheder:

 - Se at komme i gang med at sende medarbejdere på Trin 3. Der er mange ledere, inklusiv mig selv, der går af inden for den nærmeste fremtid. Jeg har ingen problemer med at overlade min position til vores Trin 3-deltager Martin. Det mindste, vi kan gøre, er at klæde de unge uddannelsesmæssigt på til at bestride de lederstillinger, der om få år skal besættes.

Der er også ros til uddannelsen fra deltagerne, hvor Søren Sørensen, som er chauffør hos CityTrafik, bl.a. fortæller:

- Det har overrasket mig, at uddannelsen har et langt højere niveau, end jeg havde troet. Det er ikke lige det, man forbinder med AMU, men det skal man ikke tage fejl af. Samtidig er det høje niveau også det bedste ved uddannelsen - at der virkelig kræves noget af deltagerne.

Download AMU Nordjyllands pressemeddelelse nedenfor.

Et trin opad 

Om Trin 3
Alle, der har svendebreve inden for vejgodsområdet, busområdet, postområdet eller lagerområdet, kan starte på Trin 3. Uddannelsen er målrettet voksne, der kender branchen rigtig godt og som gerne vil arbejde med ledelse eller disponering.

Læs mere om Trin 3.

- TUR

facebook twitter