Sunde chauffører

25. november 2010

Nyt AMU kursus sætter fokus på den sunde chauffør, hvor kost, arbejdsstillinger, motion og arbejdsbevægelsers indflydelse på livskvalitet er i fokus.

Chauffører, der spiser sundt og dyrker motion, kører bedre og dermed mere sikkert. Det er efterhånden et faktum, som flere og flere undersøgelser påviser. På et nyt AMU kursus kan chauffører inden for vejgodstransport blive klogere på, hvordan hverdagen som chauffør kan gå hånd i hånd med en sund livsstil. Centrale emner på kurset er kostens og motionens betydning for livskvaliteten, mens der samtidig også tages fat på, hvordan smerter og arbejdsskader kan undgås - f.eks. via en bedre ergonomi og særlige afspændingsteknikker, som kan bruges i hverdagen til at opnå bedre hvile og søvn.

Kurset "Sundhed for godschauffører" varer to dage og er udviklet til brug i den obligatoriske efteruddannelse. Det er i EU-regi bestemt, at chauffører, der udfører erhvervsmæssig godstransport eller buskørsel, skal erhverve visse grundlæggende kvalifikation gennem efteruddannelse. Efteruddannelsen skal gennemføres med 5 dage hvert 5 år. De 3 dage er med obligatorisk indhold, mens de sidste 2 dage er valgfri og kan vælges fra listen over godkendte kurser - bl.a. det nye kursus med fokus på sundhed.

Følgende skoler er godkendt til at udbyde kurset: TEC, Erhvervsskolen Nordsjælland, Tradium, Uddannelsescenter Holstebro. EUC Nordvestsjælland, Selandia - CEU, EUC Sjælland, CELF, Campus Bornholm, AMU Fyn, EUC Syd, AMU Vest, AMU Syd, Holstebro tekniske skole, Randers tekniske skole, Aarhus Tech, EUC Nordvest, VIA University College, Mercantec, EUC Nord og AMU Nordjylland.

TUR Forlag udgiver en bog, der gennemgår de faglige emner i sundhed, som er fastsat i den grundlæggende kvalifiaktionsuddannelse for chauffører. Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside - klik her.

-TUR

facebook twitter