Dyk i antallet af indgåede uddannelsesaftaler inden for transport og logistik

12. maj 2011

Den seneste praktikpladsstatistik fra Undervisningsministeriet viser en markant nedgang både i antallet af indgåede uddannelsesaftaler og antallet af praktikpladssøgende elever inden for transport og logistik. For hele erhvervsuddannelsesområdet viser statistikken ikke samme markante udsving.

praktikplads_truck

Hver måned udarbejder Undervisningsministeriet en statistik over praktikpladssituationen, og målingerne til og med marts 2011 er netop offentliggjort. Her kan man se, at antallet af indgåede uddannelsesaftaler inden for samtlige erhvervsuddannelser ligger på niveau med målinger fra samme tidspunkt sidste år. Samtidig er der registreret en mindre stigning inden for antallet af igangværende uddannelsesaftaler på 4 %. Inden for transport- og logistikområdet udgør denne stigning 6 %.

Men kaster man et blik på antallet af indgåede uddannelsesaftaler og antallet af praktikpladssøgende elever, viser tallene nogle helt andre udsving. Fra januar 2011 til og med marts er der nemlig sket et fald i antallet af indgåede uddannelsesaftaler i forhold til samme tidspunkt sidste år. Desuden er antallet af elever, der venter på praktikplads, også dalet - dette fald udgør hele 45 %, når man sammenligner med målingen fra sidste år.

Også antallet af skolepraktikelever er dalende. Inden for samtlige erhvervsuddannelser er der sket et fald på 26 %, mens der inden for transport og logistik er sket et fald på 5 %.

Praktikpladsstatistikken for marts 2011 viser følgende hovedtendenser:

Indgåede uddannelsesaftaler

  • Inden for transport og logistik er der i 2011 til og med ultimo marts indgået 326 uddannelsesaftaler. Det en tilbagegang på 32 % i forhold til marts 2010.
  • Inden for hele EUD-området er dette fald registreret til 0 %.

Igangværende uddannelsesaftaler

  • Inden for transport og logistik var der registreret 1.922 igangværende uddannelsesaftaler ved udgangen af marts måned. Det er en stigning på 103 uddannelsesaftaler eller 6 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.
  • På EUD-området var der 74.895 igangværende uddannelsesaftaler opgjort den 31. marts 2011. Det er en stigning på 2.870 aftaler eller 4 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Praktikpladssøgende

  • På transport- og logistikområdet var der 214 praktikpladssøgende elever registreret pr. 31. marts 2011. Det er et fald på 45 % i forhold til samme periode sidste år.
  • På hele EUD-området var der 8.503 praktikpladssøgende elever pr. ultimo marts 2011. Det er en stigning på 1 % i forhold til samme periode sidste år.

Skolepraktikelever

  • Inden for transport og logistik var der ved udgangen af marts 2011 118 elever i skolepraktik. Det er et fald på 41 elever eller 26 % på et år.
  • Der var 3.850 elever i skolepraktik ultimo marts 2011 på hele EUD-området. Det er et fald på 193 elever eller 5 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Læs mere og se hele statistikken på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Se også TURs praktikpladsstatistik for transport- og logistikområdet.


-TUR


 

facebook twitter