Mogens Findalen hæderslegat uddeles for sidste gang

24. oktober 2011

Ved et offentligt arrangement den 3. november uddeler Mogens Findalen Fonden for sidste gang fondens hæderslegat til personer eller organisationer, der har ydet en særlig indsats for udvikling af faglige uddannelser.

Mogens Findalen Fonden uddeler hvert år et hæderslegat i form af et pengebeløb til en person, en organisation eller en institution, der har ydet en særlig indsats for udviklingen af de faglige uddannelser med særlig vægt på uddannelse af personer og grupper, der normalt er kortuddannede, og som ikke har særlige traditioner for kompetenceudvikling via uddannelse. Den særlige indsats kan desuden være rettet mod at højne status for faglig uddannelse.

Fonden bestyres af Transporterhvervets Uddannelser, hvis bestyrelse hvert år efter ansøgningsfristens udløb vurderer og tager stilling til de indkomne ansøgninger. I år vil der være tale om tre prismodtagere af legatet, som uddeles i forbindelse med afholdelse af TURs strategikonference.

I Mogens Findalens ånd
Mogens Findalen Fonden er oprettet i Mogens Findalens minde. Mogens Findalen var aktiv i TUR i næsten 20 år; først som næstformand fra 1990 og siden som formand fra 2003 og frem til hans alt for tidlige død i efteråret 2008. 

Mogens Findalen satte sit markante præg på udviklingen af transportuddannelser i Danmark med sine altid konstruktive og fremadrettede holdninger. Hæderslegatet uddeles i denne ånd til personer eller organisationer, der yder, eller har ydet en særlig indsats i udviklingen af faglige uddannelser.

Uddelingen af legatet finder sted den 3. november 2011 hos 3F, Kampmannsgade 4, 1790 København V. kl. 14.45, hvor prisoverrækkelsen vil være åben for offentlig deltagelse.


- TUR


facebook twitter