Nyt kvalitetssekretariat for personbefordringsbranchen

16. februar 2012

Nyt kvalitetssekretariat i TUR skal have ansvar for kvaliteten af nye prøver på personbefordringsområdet.

De regionale trafikselskaber har sammen med DI og 3F etableret et sekretariat, der skal have ansvaret for kvaliteten af de afsluttende prøver, som trafikselskaberne ønsker indført i en række sikkerhedsmæssige uddannelser, hvor offentlige myndigheder ikke allerede har implementeret en afsluttende prøve.

Aktuelt drejer det sig om "Befordring af bevægelseshæmmede" (BAB), og de nye moduler, der er på vej til de medarbejdere, som ikke har behov for hele uddannelsen. BAB-uddannelsens samlede længde er normalt på fem dage, men da det langt fra er alle, der skal køre med liftvogne og fysisk handicappede, inddeles uddannelsen i to trin:

  • Trin 1 er på tre dage og omfatter: "Kendskab til lovgivning på området, særligt udmøntet i Flextrafik" samt "sygdoms- og alderssvækkede passagerer". Trin 1 afsluttes med en skriftlig prøve i de to emner, hvorefter skolen kan udstede et Branchecertifikat til de deltagere, der har bestået prøven.
  • Trin 2 er på to dage og omfatter det sidste emne i BAB-uddannelsen: "Fysisk handicappede passagerer". Trinnet afsluttes med en skriftlig- og en praktisk prøve, hvorefter skolen kan udstede et Branchecertifikat til de deltagere, der har bestået prøven.


Det vil fortsat være muligt at gennemføre BAB-uddannelsen som en sammenhængende uddannelse. For de deltagere, der således gennemfører begge trin på fem dage, udvikler kvalitetssekretariatet en skriftlig prøve med emner fra begge trin, samt en praktisk prøve magen til den, der afslutter trin 2. Skolen kan herefter udstede et Branchecertifikat til de deltagere, der har bestået prøven.

Brancheudvalg for personbefordring (BU-Personbefordring) arbejder tæt sammen med de regionale trafikselskaber om udvikling af vejledninger og undervisningsmaterialer til de to trin, som bliver klar til brug for skolerne samtidig med, at uddannelserne bliver godkendt i Ministeriet for Børn og Undervisning (MBU).

Spørgsmål kan stiles uddannelseskonsulent Preben Mandrup (prm@tur.dk), der også er konsulent for Personbefordringsbranchens kvalitetssekretariat.


- TUR


facebook twitter