EuroTra får nyt website

11. januar 2012

Den europæiske netværksorganisation, EuroTra, som TUR er medlem af, har netop lanceret en ny hjemmeside.

EuroTra - The European Transport Training Association - er en sammenslutning, der repræsenterer uddannelsesorganisationer, institutioner, akademier, uddannelsescentre samt arbejdsmarkedets parter fra hele det europæiske kontinent samt Canada. EuroTra har eksisteret i over 20 år med det formål at udveksle viden og best practice for uddannelse, medarbejdere og virksomheder i den europæiske transport- og logistikbranche.

EuroTra gennemfører løbende projektaktiviteter og nedsætter ekspertgrupper indenfor faglige områder i vejgods- og personbefordringsbrancherne. Hensigten er at identificere de problemer, der påvirker branchen og dens medarbejdere, at fastsætte anbefalede standarder for god undervisning og praksis på arbejdsmarkedet.

Europæiske projekter
Ét af EuroTras vigtigste projekter har været "Safe EU Driver", som TUR har været koordinator på. Dette projekt omfattede udgivelsen af en omfattende håndbog, der beskriver den grundlæggende kvalifikationsuddannelse og efteruddannelse i forbindelse med direktiv 2003/59.

EuroTra har efterfølgende fulgt implementeringen af direktivet på tæt hold i alle europæiske lande og tillige haft fokus på udarbejdelse af detaljeret statistik, udvikling af unikke undervisningsmidler og offentliggjort teorier om uddannelse og behovet for uddannelse af kvalificeret arbejdskraft til den europæiske transportbranche.

Læs mere om projektet "Safe EU Driver" og hent håndbogen: >Klik her

Læs mere om EuroTra på deres nye hjemmeside www.eurotra.eu


- TUR



facebook twitter