IT-rygsæk skal hjælpe ordblinde elever

8. november 2012

Ordblinde elever skal ikke længere vente på at få udleveret en IT-rygsæk. Det skal ske ved studiestart, så de fra første dag kan få hjælp til at gennemføre uddannelsen.

Tidligere har der været ventetid på at få udleveret en IT-rygsæk. Men fra nytår vil alle ungdomsuddannelser have it-rygsække stående klar, som med det samme kan gives til en elev, inden den formelle godkendelse er på plads. Det sikrer børne- og undervisningsminister Christine Antorini ved indkøb af ekstra it-rygsække. Hun vil dermed gøre det nemmere for ordblinde elever at få en uddannelse:

- Elever med ordblindhed kan med hjælp fra en it-rygsæk gennemføre en ungdomsuddannelse på lige fod med andre elever. Derfor skal det være nemmere for ordblinde at få en it-rygsæk på landets ungdomsuddannelser, for ordblindhed skal ikke være en forhindring for at få en uddannelse.

It-rygsækken består af en computer med læse- og skrivestøttende software, der skal gøre det lettere for den enkelte elev at læse og skrive og dermed møde de faglige udfordringer.

>Læs pressemeddelelsen fra Ministeriet for Børn og Undervisning her.

-TUR

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

facebook twitter