Ændringer i vilkår for udbud af AMU

30. oktober 2012

Alle AMU-udbydere forpligtes fra den 1. januar 2013 til at annoncere samtlige arbejdsmarkedsuddannelser mindst én gang årligt. Derudover afskaffes reglen om, at udbud af ikke-kernemål er begrænset til en hjemstedsregion.

Ministeriet for Børn og Undervisning har netop besluttet, at der er behov for at gennemføre to overordnede ændringer i vilkårene for udbud af arbejdsmarkedsuddannelser. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2013. 

Pligt til annoncering
Alle udbydere forpligtes til selv, eller i samarbejde med andre godkendte udbydere i det geografiske dækningsområde, at annoncere et konkret udbud af samtlige arbejdsmarkedsuddannelser, som de er godkendt til, mindst én gang årligt. Annonceringen skal ske på efteruddannelse.dk, så der er fastsat tid og sted for uddannelsestilbuddet med en rimelig tidshorisont for tilmelding. Perioderne for den nye annonceringspligt følger finansårene. Det vil sige, at institutionerne første gang skal have indfriet pligten i løbet af 2013, næste gang i løbet af 2014 osv.

Afskaffelse af reglen om at udbud af ikke-kernemål er begrænset til hjemstedregionen
Fremover kan udbydere af AMU udbyde samtlige uddannelsesmål (inkl. ikke-kernemål), som de er godkendt til i hele det geografiske dækningsområde - og ikke som tidligere udelukkende i hjemstedsregionen. Dette gælder også for udlægninger og udliciteringer, så en udbyder på tilsvarende vis kan udlægge og udlicitere samtlige uddannelsesmål, som institutionen er godkendt til inden for det geografiske dækningsområde.


Læs mere om ændringer i vilkår for udbud af AMU her.


-TUR

 

 

 

 

 

 

 

facebook twitter