Det er TUR, der står som den overordnede arrangør af DM
for transportlærlinge. Men for at få det store arrangement til at
fungere, kræver det mange hænder. I den forbindelse
spiller transportskolerne en stor rolle.
Lørdag morgen mødte 64 spændte lærlinge fra hele landet op kl.
7.30 i hal G i MCH Messecenter Herning. Foran dem lå en dag fyldt
med udfordrende discipliner, der alle skulle gennemføres med stor
præcision, hvis ambitionen om at nå helt til tops på sejrsskamlen
skulle indfries.
Det var det 15. DM for transportlærlinge, der i år løb af
stabelen, og hvert år lægges der mange forberedelsestimer i at få
mesterskaberne til at blive en god og udfordrende oplevelse for
lærlingene. TUR er arrangør af mesterskaberne, der foregår i tæt
samarbejde med landets transportskoler. I alt kræver det op mod 50
skolefolk på selve dagen til at få det hele til at hænge sammen. De
deltager blandet andet som dommere og baneansvarlige.
Mange gode grunde til at støtte
mesterskaberne
Laust Bøgesvang, der er faglærer på EUC Vest, har været med til
mesterskaberne i rigtig mange år. Han fortæller, at der er masser
af gode grunde til, at han bliver ved med at støtte op om DM:
- Idéen med mesterskaberne er jo at få uddannelserne markedsført.
At få vist den høje faglighed. Det giver en masse opmærksomhed. Når
det så er sagt, så har vi jo også nogle rigtig gode dage sammen.
TUR er en tæt sparringspartner, og vi får år efter år hilst på
mange af vores kollegaer fra andre skoler. Det er meget værdifuldt,
fortæller han og konstaterer, at mesterskaberne også er med til at
skabe rigtig god kontakt til de virksomheder, der har deltagende
lærlinge. Det giver grobund for en god dialog med mestrene
fremover.
Udover skolerne er MCH Messecenter Herning en vigtig
samarbejdspartner i forhold til afviklingen af mesterskaberne, og
sidst men slet ikke mindst spiller sponsorerne naturligvis også en
væsentlig rolle. Følgende sponsorer støtter op om DM: 3F,
ATL, DI, DTL, Volvo Group Trucks Danmark A/S, Danske Fragtmænd A/S,
ITD, Still Danmark A/S, TSU, Post Danmark, Brdr. Dahl, HMF,
Constructor Danmark A/S, Trans Inform, GUU.
DM for transportlærlinge blev endnu en gang afholdt på fin vis, og
publikum mødte talstærkt op. Næste DM bliver afholdt på en af
landets transportskoler, men tid og sted er endnu ikke
fastlagt.
Hvem vandt?
Se hvem der vandt årets DM for transportlærlinge - klik
her.
-TUR