Skærpede krav til kørelærere

31. marts 2014

Skærpede krav for at blive godkendt som kørelærer, forhøjet aldersgrænse og obligatorisk efteruddannelse.

Sådan lyder de nye krav til kørelærere, som Folketinget for nyligt har vedtaget. Den nye lov, der træder i kraft den 1. april 2014, medfører eksempelvis:

  • Kørelærere skal fremover have gennemført et pædagogisk grundforløb med fokus på voksenuddannelse svarende til 120 timer. I dag er der ingen formelle uddannelseskrav for at blive optaget på kørelæreruddannelsen
  • Kørelærere skal fremover være 24 år - mod tidligere 21 år. Aldersgrænsen for at få kørekort er for flere typer køretøjer, herunder stor motorcykel, som udgangspunkt 24 år. Aldersgrænsen for kørelærere vil i fremtiden flugte med denne aldersgrænse
  • Kørelærere skal fremover have kørekort til flere kørekortkategorier. Et bredt kendskab til flere typer af køretøjer vil give kørelærerne bedre mulighed for at sikre elevernes forståelse for andre køretøjers særlige forhold
  • Obligatorisk krav om efteruddannelse som betingelse for fornyelse af godkendelsen som kørelærer. Det er der ikke krav om i dag.

Lovforslaget er første tiltag i en igangværende revision og modernisering af kørelærererhvervet med henblik på at højne kvaliteten i køreundervisningen. Forslaget bygger på anbefalingerne fra et udvalg, der afgav rapport i oktober 2013.

Læs mere på justitsministeriet.dk - klik her.

-TUR

 

 

 

 

 

facebook twitter