Unge på vej ind i busbranchen

29. oktober 2014

Mangel på chauffører i busbranchen er baggrunden for, at UCplus har oprettet en erhvervsuddannelse til buschauffør specielt for unge over 21.

buselever

Vicedirektør på UCplus, Vibe Kittelmann, håber på, at indsatsen medfører, at flere unge får øjnene op for uddannelsen og de fremtidsmuligheder, der er i et job som buschauffør.

Uddannelse er resultat af samarbejde med busbranchen 
20 forventningsfulde unge startede d. 27. oktober på første del af erhvervsuddannelsen til buschauffør på UCplus. Det er første gang, at UCplus udbyder erhvervsuddannelse til buschauffør til unge. Uddannelsen er oprettet i tæt samarbejde med busbranchen og skal imødekomme mangel på buschauffører, fortæller Vibe Kittelmann:

- Vi er løbende i dialog med busbranchen for at sikre, at der er chauffører nok. Lige nu ser vi en lille nedgang i søgningen til vores AMU-kurser til buschauffør. Det kommer til at betyde mangel på chauffører allerede til maj. Derfor har vi i samarbejde med nogle af hovedstadens største busselskaber søgt nye veje rent rekrutteringsmæssigt og igangsat et nyt tiltag: en erhvervsuddannelse til buschauffør henvendt til unge - som dog skal være over 21 år for at opfylde de lovgivningsmæssige krav til buschauffører. Med vores 35 års erfaring i at undervise buschauffører står vi for undervisningen. Busselskaberne stiller praktikpladser til rådighed.
 
Praktikpladser og gode beskæftigelsesmuligheder 
Busselskaberne i københavnsområdet har stillet op mod 40 praktikpladser til rådighed, og selskaberne har så godt som givet garanti for et job til de unge, der gennemfører uddannelsen. Netop praktikpladser og gode beskæftigelsesmuligheder er noget af det, der har tiltrukket de unge til uddannelsen: 

- Der er altid brug for buschauffører. Og så er det en uddannelse, der retter sig direkte mod et erhverv. Derfor ved vi, at vi ikke uddanner os til arbejdsløshed, ligesom mange af vores venner gør, fortæller tre af de nystartede elever.                                           

De unge skal have øjnene op for faget 
Vibe Kittelmann håber på, at det ikke er sidste gang, UCplus udbyder erhvervsuddannelsen til buschauffør til unge. Hun understreger, at der er brug for unge buschauffører, der har en god faglig uddannelse, og som vil arbejde mange år i busbranchen. 

- En chauffør, der har taget en erhvervsuddannelse, er en virkelig dygtig chauffør. De kan se sammenhænge og har en referenceramme og forståelse for branchen, der gør dem til dygtige chauffører. Der er job til en erhvervsuddannet buschauffør, slår Vibe Kittelmann fast og fortsætter:

- Derfor håber vi på, at flere unge får øjnene op for buschaufføruddannelsen - og at busselskaberne fortsat bakker op om uddannelsen ved at stille praktikpladser til rådighed.

Fakta  

  • Erhvervsuddannelsen til buschauffør varer 1,5 år. Uddannelsen starter med det 10 uger lange grundforløb Transport og logistik.  
  • På Sjælland udbyder Selandia og EUC Sjælland erhvervsuddannelser til buschauffør. De to uddannelsessteder optager til sammen omkring 200 elever på grundforløbet Transport og logistik om året.  Af de 200 er det kun omkring 2-4 elever, der vælger at gå videre med en erhvervsuddannelse til buschauffør.  
  • UCplus udbyder grund- og efteruddannelse til taxa-, lastbil- og buschauffører. 
  • Arriva, Keolis og Umove har til sammen stillet op mod 40 praktikpladser til rådighed til de elever, der er påbegyndt erhvervsuddannelsen på UCplus.

-TUR

 

 

 

 

facebook twitter