TUR takker skoler og sponsorer for et godt DM

8. april 2015

Bred opbakning til DM for transportlærlinge 2015.

Jenniferlager

DM for transportlærlinge 2015 er vel afviklet, og vi ser tilbage på et mesterskab, hvor der har været usædvanlig mange aktiviteter bl.a. i form af konkurrencer - både på Facebook op til, på Instagram under mesterskaberne, og ”på gulvet” i Messecenter Herning på selve dagen. Det tiltrak mange, og er samtidig en måde at skabe mere synlighed omkring transportuddannelser generelt.

I hele processen har der været massiv opbakning fra de mange skoler, lærere, virksomheder, venner og familie, der havde lærlinge der tog del i mesterskabet. Det er noget der har stor betydning for lærlingene, som fx Lenette Hassellund W. Bæk fra Aalborg Beredskabscenter, som går på AMU Nordjylland oplevede:

”Det var en fed oplevelse. Øvelserne var udfordrende, fordi man skulle koncentrere sig om det hele på én gang. Men jeg var meget glad for, at min kollega og min chef var her for at bakke op om mig”.

Råt og ustadigt vejr uden døre, og solidt opbud af gæster indenfor, var ikke til hinder for at lærlingene, som havde trænet en masse i ugerne op til, kunne koncentrere sig og tage opgaven seriøst. Uanset placering, virkede det som om de alle fik sig en stor oplevelse, og således kunne tage en masse med sig hjem fra Herning Messecenter. Anders Reinhold Tirsgaard, fra Reitan Distribution, som går i skole på Learndanmark fortæller:

”Det har været meget lærerigt at være med til DM for transportlærlinge. Det har helt sikkert været en god øvelse til svendeprøver. Nu har jeg mere rutine, og kan tage svendeprøven mere roligt”.

Tak til sponsorerne, skolerne og virksomhederne for opbakning til at vi alle fik en fin dag i Herning.

-TUR

 

 

 

facebook twitter