Operation praktikplads

17. marts 2015

DI igangsætter en storstilet indsats, der skal skaffe flere praktikpladser og få flere unge til at vælge en praktikuddannelse.

Undervisningsmiljø

DI søsætter en storstilet indsats, der skal få flere virksomheder til at oprette praktikpladser og få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Dette sker under overskriften "Operation Praktikplads", der blandt andet omfatter etableringen af et callcenter, hvor en task force ringer rundt til 1000 medlemsvirksomheder med henblik på at få oprettet nye praktikpladser og få slået de allerede eksisterende op, så de unge kan få kendskab til dem. Det skal blandt andet ske på den allerede eksisterende portal praktikpladsen.dk, hvor der i dag kun ligger få opslag.

- Hvis vores virksomheder skal kunne besætte de ledige faglærte job i fremtiden, skal langt flere unge tage en industrirettet erhvervsuddannelse. Erhvervsuddannelsesreformen er første skridt. Men det er vores ansvar, at der er praktikpladser til dem, vi skal bruge, siger Karsten Dybvad, adm. direktør i DI.

I første omgang er industriteknikerne i fokus
DI vil i første omgang forsøge at matche lærlinge og virksomheder på uddannelsen til industritekniker, da der her er mange medlemsvirksomheder, som mangler lærlinge. Samtidig er 89 elever fra industriteknikeruddannelsen lige nu i gang med praktik i et praktikcenter i stedet for i en virksomhed. Derfor kontakter DI nu de erhvervsskoler, der har industritekniker-lærlinge i deres praktikcenter.

Kortlægning af praktikpladsområdet
Ud over den konkrete rundringning og matcharbejdet på industriteknikeruddannelsen er DI også i færd med en større kortlægning af praktikpladsområdet med henblik på at få flere fakta ind i debatten om praktikpladser. Analysen skal belyse, hvor mange lærlinge, der mangler praktikplads i øjeblikket, hvor mange virksomheder, der mangler lærlinge, hvor mange faglærte, vi uddanner, og hvordan det vil se ud i fremtiden. DI udarbejder derfor en fremskrivningsmodel, der kortlægger udbud af og efterspørgsel efter faglærte inden for de områder, hvor DI’s medlemmer har brug for faglærte.

-TUR

 

 

 

 

 

facebook twitter