Nye uddannelsesbekendtgørelser er udstedt

27. april 2017

Inden for TURs område er der udstedt 8 nye bekendtgørelser til erhvervsuddannelser inden for transport.

Nye -uddannelsesbekendtgoerelser -er -udstedt 

TUR har fået udstedt nye bekendtgørelser inden for 8 af de 9 EUD-områder, der findes hos TUR. Bekendtgørelserne træder i kraft 1. juli 2017.

De væsentligste ændringer omhandler:

  1. Længere praktiktid til voksenlærlinge
    Inden for alle uddannelserne er der sket en ændring omkring varigheden af erhvervsuddannelse for voksne; EUV. Baggrunden for denne ændring er, at praktikvirksomhederne og skolerne har haft problemer med at gennemføre fornuftige uddannelsesforløb for EUV-elever uden brancheerfaring, idet varigheden i de nuværende bekendtgørelser har været for kort. Dette er der rettet op på i de nye bekendtgørelser, idet EUV forløb op til faglært niveau generelt er hævet fra 1 år og 3 måneder til 2 år – dog med lidt variation i et par af bekendtgørelserne. Der er her tale om den maksimale varighed, som for EUV-elever med brancheerfaring altid ender med at blive en del kortere.
  2. Ophævelse af trindeling i vejgods og kran
    Trin 1 og trin 2 i vejgodstransportuddannelsen er blevet lagt sammen. Det betyder, at specialefag nu kan gennemføres tidligt i uddannelsen, når skole og praktikvirksomheder er enige om dette. F.eks. kan relevante flyttetekniske fag gennemføres som noget af det første i uddannelsen inden for speciale flyttechauffør. Tilsvarende er sket inden for kranføreruddannelsen.
  3. GF 2 til voksne uden erfaring
    EUV-elever uden brancheerfaring er ikke længere automatisk fritaget for de 12 ugers erhvervsrettet undervisning på grundforløb 2. Hidtil har elever med anden uddannelse og elever med brancheerfaring været ligestillet, idet de rent teknisk tilhører samme EUV-gruppe i erhvervsuddannelsessystemet. En lang række henvendelser fra skolerne til TUR har vist, at dette ikke har været hensigtsmæssigt. Så det er nu ændret.

De nye bekendtgørelsers titler og numre:

  • Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til buschauffør i kollektiv trafik nr. 356 udstedt 07.04.2017
  • Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til turistbuschauffør nr. 357 udstedt 07.04.2017
  • Bekendtgørelse om havne- og terminaluddannelsen nr. 359 udstedt 07.04.2017
  • Bekendtgørelse om lager- og terminaluddannelsen nr. 360 udstedt 07.04.2017
  • Bekendtgørelse om lufthavnsuddannelsen nr. 361 udstedt 07.04.2017
  • Bekendtgørelse om togklargøringsuddannelsen nr. 362 udstedt 07.04.2017  
  • Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til kranfører nr. 363 udstedt 07.04.2017
  • Bekendtgørelse om vejgodstransportuddannelsen nr. 364 udstedt 07.04.2017

Hent de nye bekendtgørelser på retsinfo.dk

- TUR

facebook twitter